Kolding IF - AaB 35-26 (15-13)
Kolding-træner Sivertsson tager to år mere, og meget tyder på, at hans lillebror også er i Kolding næste år

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Succes-træner Ulf Sivertsson forlængede i går sin kontrakt med Kolding IF med yderligere to år, så den nu gælder til sommeren 2006.

Og meget tyder på, at lillebror Thomas, der næste gang fylder 39, men stadig udfylder stregspiller-rollen, som var han en halv snes år yngre, også fortsætter i klubben.

Thomas Sivertsson kom til mesterklubben i sommeren 2001 sammen med storebror, og foreløbig har de to succesbrødre været med til at sikre to danske mesterskaber samt en semifinale- og en kvartfinaleplads i Champions League.

»Thomas fortsætter sandsynligvis ikke på banen, men i en lederrolle for såvel liga-mænd som -kvinder. Det er planen, at der skal to omkring hvert hold, og i øjeblikket har vi kun Flemming Pedersen til at supplere de to trænere,« siger Kolding-direktør Jens Boesen, der sandsynligvis skal på jagt efter en ny træner til kvindeholdet.

»Samtidig skal vi finde en rigtig god playmaker, målvogter og stregspiller til dette hold,« siger Jens Boesen.

Herrerne har han så nogenlunde fat om. Målmand Sindre Walstad tæller i øjeblikket på knapperne, om han skal skrive en ny kontrakt, og det står fast, at Ole Grening ikke fortsætter i målet.

Kolding-spillerne hævdede på forhånd, at lørdagens Champions League-brag mod Flensborg ikke var i deres tanker, men det virkede alligevel sådan i den noget sløve start.

Uimponeret »spion«
Flensborg-træner Kent-Harry Andersson sad på tilskuerpladserne og spionerede sammen med sin kaptajn Søren Stryger, Lars Krogh Jeppesen og Christian Berge, men de var ikke imponeret efter de første 30 minutter.

»Men en god mulighed for lige at se Kolding. Det er faktisk første gang, jeg ser dem i denne sæson,« siger Kent-Harry Andersson.

Flensborgs svenske træner fik i anden halvleg et Kolding-hold at se, der lukkede op for godteposen. Det lignede en gevaldig gang afklædning, da de danske mestre bragte sig foran med hele 12 mål, men rækkens nummer tre fik lov at pynte en smule til sidst.

Ikke mindst stortalentet Mads Forslund var fremragende på højre fløj. Otte skud og otte mål - det kan vist ikke være flottere.

»Jeg sidder jo og samler lyst på bænken. Nu spillede jeg jo ikke i den seneste kamp mod GOG,« siger en glad Mads Forslund.

Hvem skal starte på fløjen på lørdag mod Flensborg?

»Det skal Christian Hjermind,« kommer det resolut fra unge fløjspiller.

Anfører Claus Flensborg valgte igen at spare sin skadede skulder, og den ordinære førstemålmand Sindre Walstad sad helt uden for med rygproblemer.

»Jeg bliver testet på fredag,« siger den norske målmand.

AaB var en kæmpeskuffelse. Spillerne hejste nærmest det hvide flag efter pausen som tegn på overgivelse.

ora@bt.dk