»Hold kæft, din store idiot.«

Beklager ordvalget, men sådan lyder det nu fra den engelske landsholdsanfører Wayne Rooneys bedre halvdel med fornavnet Coleen. Baggrunden er den massive kritik af Wayne Rooney, som har haft en svær sæson i Manchester United og senest oplevede at blive buhet ad af de engelske fans i lørdagens hjemmekamp mod Malta. Overalt i den engelske sportspresse sås der tvivl om 30-årige offensivspiller, som både fans og såkaldte eksperter har travlt med at dømme færdig. Både på landsholdet og i Manchester Uniteds startopstilling. Men nu må det være nok, mener Wayne Rooneys største støtte, Coleen Rooney.

Mandag eftermiddag gik hun på Twitter med et soleklart budskab, og så gik det ellers hedt for sig. Mere om det senere, men først til tweetet, der startede det hele og blev indledt med ironi.

»Elsker den måde, at alt og alle skal have en mening. Slap nu af, livet er kort, giv folk en chance. Nogle glemmer, at andre også har følelse,« lød det fra Coleen Rooney, der dermed gjorde det tydeligt, at hendes mand, Wayne Rooney, er påvirket af den massive kritik.

Og så var der dømt Twitter-storm. Coleen Rooneys budskab blev hurtigt grebet af briterne, men havde fru Rooney håbet på forståelse, blev hun skuffet og i stedet voksede frustrationen.

Wayne Rooney og hustruen Coleen Rooney
Wayne Rooney og hustruen Coleen Rooney Foto: Peter Cziborra
Vis mere

Da brugeren VintageAnder med grove vendinger pointerede, at Wayne Rooney gage er så høj, at han må tage imod kritikken, lød fru Rooneys svar prompte:

»Hold kæft, din store idiot.«

»Penge er ikke i mit hoved, heller ikke hans eller nogle som helst tæt på os. Det er følelserne, der betyder noget,« tweetede hun videre og gjorde det klart, at de mange negative skriverier også har ramt parrets børn. Særligt deres seksårige søn Kai Wayne Rooney.

»Når det konstant er i nyhederne - hvilket jeg ikke forstår det stadig er i dag, når pressen og fansene bør være positive omkring deres hold, der forbereder sig til kampen i morgen - og du har en seks-årig søn, som lytter til dem og siger, at de buhede ad hans far, så er det ikke særlig rart.«

Om Coleen Rooneys budskab kan være med til at dæmpe kritikken af hendes mand i medierne er nok tvivlsomt. Til gengæld kan det være, at Wayne Rooney slipper for fansenes buhråb, når England tirsdag aften spiller VM-kvalifikationskamp på udebane mod Slovenien. Ifølge de engelske medier har holdets midlertidige landstræner i hvert fald valgt at bænke manden med de foreløbigt 117 landskampe.

.