Repræsentanternes Hus har lørdag i sidste øjeblik vedtaget et forslag om at forlænge det nuværende budget med 45 dage, og dermed ser en statslig nedlukning ud til at være afværget, skriver Ritzau. 

I det økonomiske budget er penge til naturkatastrofer inkluderet, men ikke yderligere støtte til Ukraine eller finansiering til grænsekontrol. 

Afstemningen endte med 335 for at forlænge budgettet og 91 imod. 

Ifølge CNN var der kun et medlem af Demokraterne, som stemte nej, og det var Mike Quigley. 

For at budgettet kunne blive forlænget skulle to tredjedele af medlemmerne af Repræsentanternes Hus stemme for. Nu skal forslaget videre til Senatet, som har indtil midnat amerikansk tid til at godkende udsættelsen. 

En lang række statslige arbejdspladser, herunder lønninger til soldater i hæren, ville blive ramt, hvis ikke Repræsentanternes Hus kunne godkende en forlængelse inden midnat.