B.T kunne fredag fortælle, at flere børn succesfuldt er stukket af fra børnehaven Atlantis i Aalborg.

En af dem er Lykke Poulsens søn.

»Det er utrygt. Jeg går på arbejde og er bekymret for, at der sker ham noget, og at ingen opdager det,« siger hun.

Og den utryghed skal tages dybt alvorligt, mener rådmand i Børn og Unge, Morten Thiessen (K), som nu reagerer på forældrenes bekymring.

»Det kan ikke passe, at jeg som forælder skal have ondt i maven, når mit barn er i børnehaven. Der er det jo pædagogernes opgave at passe på ham,« siger Lykke Poulsen.
»Det kan ikke passe, at jeg som forælder skal have ondt i maven, når mit barn er i børnehaven. Der er det jo pædagogernes opgave at passe på ham,« siger Lykke Poulsen. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg vil kigge nærmere på problemet, for der er noget, der ikke fungerer, når forældre er nervøse,« siger han.

Morten Thiessen kender ikke den specifikke børnehave eller problemstilling, men da B.T. forklarer ham sagen og forældrenes oplevelse, kan han godt forstå deres bekymring.

»Når det er sket flere gange, så er det jo en tilstand, og det kan jeg godt forstå, forældrene reagerer uroligt på,« siger han og fortsætter:

»Vi har jo desværre for nylig set, hvor galt det kan gå, når børn stikker af fra børnehaven, så det er en problematik, jeg tager meget alvorligt.«

Rådmand i Børn og Unge Morten Thiessen (K) tager problematikken med børn, der stikker af fra dagtilbud dybt alvorligt og vil se nærmere på sagen. ​Foto: Nicolas Cho Meier/Byrd
Rådmand i Børn og Unge Morten Thiessen (K) tager problematikken med børn, der stikker af fra dagtilbud dybt alvorligt og vil se nærmere på sagen. ​Foto: Nicolas Cho Meier/Byrd
Vis mere

9. maj forsvandt en femårig pige fra en specialbørnehave i Aalborg. Hun blev fundet i et bassin ved siden af børnehaven kort efter, men hendes liv stod ikke til at redde.

Rådmanden vil ikke love konkrete tiltag på området. Som han forklarer, så er børn meget ressourcefulde, og han mener ikke, at man eksempelvis kan sikre sig ved bare at lave højere hegn.

»Hvis de vil kravle over, så kan de jo godt komme til det. Så jeg tænker mere, at det handler om en kollektiv opdragelsesopgave, hvor både forældre og pædagoger arbejder sammen,« siger han og fortsætter:

»Det kræver selvfølgelig, at man kan tale om problemet, og hvis forældrene ikke føler, at det sker her, og at det er med til at gøre dem utrygge, så må jeg jo konstatere, at der er noget, der ikke fungerer.«

Børnehavens pædagogiske leder har ikke ønsket at tale med B.T.

Dagtilbudschefen i Aalborg Kommune, Hans Christian Mariegaard, forklarede torsdag til B.T., at man vil lave nogle foranstaltninger ved hegnets låge og fikse et ‘hul’ i hegnet.