Sidste år døde den blot 14-årige dreng Harris Wolobah, efter han havde deltaget i en viral chiptrend.
Nu er dødsårsagen så slået fast.
Det skriver Associated Press, der har set obduktionsrapporten.
Trenden handlede om at udfordre hinanden til at spise den ekstremt stærke 'One Chip Challenge' fra mærket Paqui Chip, som er krydret med verdens stærkeste chilier Carolina Reaper og Naga Jolokia.
Det var en klassekammerat, der udfordrede den 14-årige, som kort efter gik op til sundhedsplejersken på skolen og klagede over mavesmerter. Kort efter blev han hentet af sin mor, og virkede til at have det bedre.
Men da han kom hjem, faldt han om, og ikke længe efter blev han erklæret død.
Ifølge rapporten er dødsårsagen indtagelse af et stof med høj capsaicin-koncentration, som førte til hjertestop.
Capsaicin er den kemisk forbindelse i chilier, der giver dem den stærke smag.
Obduktionen viste også, at Harris Wolobah havde forstørret hjerte, hvilket formentlig gjorde ham mere sårbar.
Kardiolog ved MedStar Washington Hospital Center Dr. Syed Haider fortæller til AP, at store doser capsaicin kan øge hjertets sammentrækninger og lægge ekstra pres på arterien.
Paqui Chip har i en erklæring slået fast, at de har solgt den stærke chip med en klar anmærkning om, at den ikke er for børn eller folk med sundhedsproblemer.
Samtidig fortæller de, at de, da der kom rapporter om, at unge alligevel købte dem, sørgede for, at produktet blev fjernet fra hylderne.
Samtidig sender de også deres kondolencer til Harris Wolobahs familie.
»Vi var og er stadig dybt bedrøvede over Harris Wolobahs død og kondolerer til hans familie og venner.«