Regeringen vil opjustere det såkaldte økonomiske råderum med mellem 10 og 12 milliarder kroner op mod 2030. Det forventes at ske fredag.

Det erfarer B.T. fra flere centrale kilder med kendskab til Finansministeriets beregninger. 

Det økonomiske råderum er en betegnelse for, hvor mange penge som staten forventes at have til rådighed i fremtiden. 

Altså konkrete penge, som så kan bruges til offentlige investeringer, skattelettelser eller andet, som regeringen nu måtte prioritere det sammen med Folketinget. 

Det er ikke verdens største overraskelse, at der var en opjustering af råderummet på vej. 

For en uge siden præsenterede økonomiminister Stephanie Lose den såkaldte Økonomisk Redegørelse, hvor man nu forventede en større stigning i Danmarks BNP, end man tidligere havde meldt ud. 

I december måned sidste år var forventningen, at realvæksten i det danske bruttonationalprodukt ville være 1,4 procent i 2024. Tallet blev nu skaleret op til hele 2,7 procent. For 2025 er tallet gået fra 1,0 procent til 1,8 procent.

Det er heller ikke første gang, at råderummet er blevet opjusteret af den siddende regering.

I maj 2023 meldte finansminister Nicolai Wammen (S) ud, at råderummet ville stige med 16 milliarder kroner i 2030. 

Nu kan man altså lægge 10-12 milliarder yderligere oven i.