En ung dreng vakte torsdag stort postyr tæt på Hellebækskolen i Nordsjælland, efter han blevet spottet med en økse.

Det fortæller Nordsjællands Politi til B.T.

Men det viste sig at være noget mindre dramatisk end først antaget, da anmeldelsen løb ind til ordensmagten.

»Det viste sig at være en dreng, der ville ud i skoven og bygge en hule og skulle mødes nogle venner,« siger Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi.

På X lyder det fra politikredsen om sagen:

»Vi tager sådanne anmeldelser meget alvorligt af hensyn sikkerheden, og det kan derfor have set voldsomt ud.«

Noget, der kom en del bag på drengen:

»Han havde ikke tænkt over, at det kunne forårsage sådan en uro,« siger Henriette Døssing.

Politiet tager nu en snak med drengen, hans forældre samt skolen.