Interessen for Brøndbys potentielle guldfest på søndag er eksploderet siden FC Midtjyllands pointtab i Farum mandag, der spillede mesterskabsmatchbolden over i drengene fra vestegnens hænder.

Men nu lurer en gigantisk stemningsmavepuster i kulissen.

Fodboldens Disciplinærinstans har torsdag bekræftet overfor Bold, at straffen for de fjernstyrede røgbomber, der blev udløst under derbyet den 12. maj, vil falde inden guldbraget på søndag, og som kan vise sig at indeholde en tilskuerstraf.

En nyhed, der landede lige midt i torsdagens træningspas i Brøndby, og som tog fusen fuldstændig på Jesper Sørensen, da han efter træningen fik nyheden meddelt.

»Det har jeg slet ikke hørt om, hvis jeg skal være helt ærlig. Er det noget, der er kommet frem i dag?,« spurgte en nærmest målløs Jesper Sørensen den fremmødte presse.

En journalist kunne så udlægge teksten for ham og spurgte ham, hvad han mener om den mulige tilskuerstraf.

Brøndby IF har skæbnen i egne hænder på sidste spilledag, hvor man 'bare' skal matche FC Midtjyllands resultat for at blive mestre.
Brøndby IF har skæbnen i egne hænder på sidste spilledag, hvor man 'bare' skal matche FC Midtjyllands resultat for at blive mestre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det tænker jeg ikke noget om lige nu. Jeg hører først om det nu fra jer, og derfor har jeg ikke gjort mig nogen tanker om det overhovedet.«

Men hvor meget vil det betyde for kampen, hvis der ikke er nogen fans på Sydsiden?

»Det ville være superærgerligt for dansk fodbold og for den begivenhed, det bliver på søndag. Så det håber jeg bestemt ikke, det ender med. Jeg har faktisk ikke nogen anden mening om det, andet end det,« lyder svaret fra Brøndby-bossen, der tydeligt var overrasket over nyheden.

Brøndby er tidligere blevet ramt af en tilskuerstraf, da Disciplinærinstansen lukkede hele Sydsiden, efter der havde været voldsom pyroballade til et derby i Parken, der endte med at kampen blev afbrudt i over et kvarter.

Om det bliver med fuldt hus – også på Sydsiden – eller ej, så fløjtes den potentielle Brøndby-fest fløjtet op søndag klokken 17:00.