»Jeg kigger ned på stien, og der går min søn med en anden dreng,« siger Lykke Poulsen.
Hun er mor til en dreng på snart fem år, der til daglig går i børnehaven Atlantis i Aalborg.
Men den her dag i starten af april, havde hendes dreng sammen med en ven altså besluttet sig for at tage på eventyr – et eventyr, som ingen pædagoger stoppede eller lod til at have bemærket en halv time senere.
»Så holder jeg jo øje med, hvor de går hen, og kan så se, at de går ind for at komme op til mig. På det her tidspunkt har de nok været væk fra børnehaven i et kvarters tid, men jeg ved det ikke med sikkerhed,« siger hun.
Lykke Poulsen forklarer, at børnehaven ligger gode ti minutters gang væk fra hendes lejlighed – i hvert fald på små ben.
»Da drengene kommer op skal jeg lige tage bestik af situationen, så der går nok i hvert fald et kvarter mere, før jeg så før ringet til børnehaven.«
Lykke Poulsen fortæller i telefonen, at hun har to drenge stående hjemme hos sig, som hun kommer tilbage til børnehaven med. Men svaret i den anden ende var ikke særlig betryggende.
»De vidste ikke, at drengene var væk. Og det var jo ikke første gang, at børn var kravlet over hegnet,« siger hun.
Hendes egen søn havde sammen med to kammerater gjort det samme cirka et år tidligere. Dengang blev Lykke Poulsen først informeret, da hun kom for at hente sin søn, og de andre forældre fik ikke besked om, at noget var sket.
»Det virker lidt som om, at personalet prøver at skjule, at det her sker. De fortæller jo i hvert fald ikke om det,« siger Lykke Poulsen.
Efter hendes drengs udflugt i år købte hun et GPS-ur til ham, og der har hun en gang kunnet konstatere, at han har været udenfor børnehaven.
»Jeg kunne se, at han var på nabovejen. Selv med den usikkerhed, som uret har, så ved jeg, at der, hvor han var, er så langt væk fra børnehaven, at han har været udenfor hegnet,« siger hun.
Da hun konfronterede personalet med det, sagde de, at hendes søn havde været der hele dagen.
B.T. har kontaktet børnehavens pædagogiske leder, som ikke ville kommentere på problematikken.
Det vil en anden forældre til gengæld gerne.
Thomas Elbro har nemlig en datter, som går i Atlantis. Han har ikke hørt om, at hun skulle være kravlet over hegnet, men han er bekymret for pædagogernes manglende overblik.
»Jeg tør ikke lade min datter tage med på udflugter. Hvis de ikke har styr på børnene, når de er på legepladsen, så har jeg ikke tiltro til, at der er det, når de er ude,« siger han.
Sammen med Lykke Poulsen og to andre forældre, har de prøvet at komme i dialog med børnehaven og finde løsninger. Men deres oplevelse er, at alle deres forslag bliver manet til jorden.
Forældrene har blandt andet foreslået, om man kan kigge på hegnet. Men det er ikke en mulighed.
Hans Christian Mariegaard, dagtilbudschef i Aalborg Kommune, forklarer, at hegnet lever op til standarder, og er det samme som i andre institutioner.
»Vi får kigget på at gøre det sværere at forcere hegnet ved lågen. Men højere hegn er ikke en garanti. Vi kan desværre ikke give nogen garantier,« siger han.
Og det forstår forældrene også godt. Alligevel undrer det dem, at det først er nu, man får lavet en inspektion af hegnet. Et hegn, som de ved selvsyn har kunnet konstatere, er fyldt med smuthuller.
»Vi har fået at vide, at man vil fikse det, der hvor hegnet bare er til at hive op og kravle under. Men det er bare ikke nok for, at vi føler os trygge,« siger Lykke Poulsen.
Hans Christian Mariegaard forstår godt kritikken af tidsforløbet.
»Når jeg nu hører, at problemet med børn, der kommer udenfor hegnet, startede for et år siden, så lyder det uacceptabelt. De tiltag, vi tager nu, skulle være sat i værk dengang,« siger han.
Hans Christian Mariegaard understreger også, at der i lyset af problemet skal være en ekstra opmærksomhed fra personalet i børnehaven, og at han er utilfreds med, hvis forældre oplever, at ting bliver holdt hemmelige.
»Der skal som minimum være åbenhed mellem personalet og forældre, så det her kan løses i fællesskab,« siger han.
For de bekymrede forældre er det en start, men ikke nok.
»Vi er jo bange for, at der sker noget med vores børn. Vi sender dem i børnehave med troen på, at de bliver passet på, og sådan føles det ikke lige nu,« siger Lykke Poulsen og fortsætter:
»Vi vil også gerne tage ansvar som forældre, men det kræver jo, at vi bliver informeret. Sådan har det ikke været, og vi savner en følelse af, at børnehaven også vil tage ansvar for deres del.«
