27. december 2021 kørte Peter Hørup i al hast sin hustru til akutmodtagelsen på Sygehus Syd i Aalborg.

Her blev de mødt af en læge ved indgangen og ført direkte ind i et isolationslokale.

De måtte ikke forlade rummet, før der var svar på deres coronatest.

»Jeg sagde til min hustru, at jeg var sikker på, der ville være en gul lap i ruden, når vi kom tilbage til bilen, fordi vi ikke havde registreret vores parkering,« fortæller Peter Hørup til B.T.

To timer efter ankomst var der et negativt svar på Peters test, og han skyndte sig hen for at registrere bilen. Men det var allerede for sent.

»Vi havde fået en afgift på 795 kroner,« siger Peter, som besluttede sig for at klage.

I første omgang til selskabet Apcoa, som varetager parkeringskontrollen på Aalborg Universitetshospital. En opgave, de har fået uden at skulle konkurrere om den, og som de forvalter på en måde, der af flere beskrives som aggressiv.

B.T. har flere gange forsøgt at forholde Apcoa til den kritik, men de har ikke svaret direkte på spørgsmålene.

Selskabet afviser i første omgang Peter Hørups klage med henvisning til, at hospitalet kan hjælpe, hvis man ikke selv kan registrere sin parkering – noget han selv finder uhørt og heller ikke blev informeret om.
Selskabet afviser i første omgang Peter Hørups klage med henvisning til, at hospitalet kan hjælpe, hvis man ikke selv kan registrere sin parkering – noget han selv finder uhørt og heller ikke blev informeret om.
Vis mere

De forklarer, at de løbende opdaterer deres systemer og kontrol for at give den bedste oplevelse, og at de desuden ikke kan kommentere på konkrete sager.

På trods af selskabets løbende monitorering, oplever en del aalborgensere altså at få, hvad de mener, er unfair afgifter, mens de er på sygehuset, og at klager bliver afvist mere eller mindre per automatik.

Det oplevede Peter også.

Hans klage blev afvist – blandt andet med den begrundelse, at Peter og hans hustru kunne have fået personalet til at registrere bilen, når de nu ikke selv måtte bryde isolationen i tide.

»Det er på sin vis okay, at de udskriver afgiften, når de ikke kender situationen. Men at afvise klagen og skrive, at vi bare skulle forstyrre personalet med vores parkering, er absurd. De havde travlt nok i forvejen,« siger Peter, som ikke var klar til at acceptere et afslag.

»Jeg blev i forbindelse med klagen til Apcoa opmærksom på, at man også kan klage til ejeren af parkeringspladsen – så det besluttede jeg mig for at gøre.«

Efter ganske kort tid blev Peter ringet op af Region Nord, som sendte klagen videre til hospitalet. Under 24 timer efter var afgiften annulleret fra hospitalets side.

»Jeg synes, andre skal vide, at den her mulighed eksisterer. For man får ikke meget ud af bare at klage til selskabet. Det har jeg jo selv oplevet.«

Peter Hørup beslutter sig for at klage over afgiften til regionen, og det vil han gerne opfordrer andre til også at gøre.
Peter Hørup beslutter sig for at klage over afgiften til regionen, og det vil han gerne opfordrer andre til også at gøre.
Vis mere

»Men det betyder ikke, at kampen er tabt. Man skal blive ved og ikke give op, for det er ikke okay, det der sker,« siger Peter, som havde hørt skrækhistorier om vagterne ved Aalborg Sygehus, inden han selv stiftede bekendtskab med dem.