Døgnet rundt vil polske lastbilchauffører blokere grænsen mellem Ukraine og Polen ved Medyka. 

Det er den fjerde grænseovergang, som i november bliver spærret af en lang kæde af lastbiler. 

De tusindvis af lastbiler skaber kaos på grund af enorme køer på begge sider af grænsen. 

Den polske protest skyldes, at der er blevet lempet på reglerne for EU-transport for ukrainske lastbilchauffører, skriver Kyiv Independent. De polske chauffører blokerer nu grænsen, da de mener, at de mister indtjening på ændringen af reglerne, som gør, at de ukrainske chauffører nu udkonkurrerer dem. 

Også slovakiske lastbilchauffører har 21. november blokeret en grænseovergang, som dog nu er åbnet. 

Søndag 26. november var der ifølge Kyiv Independent omkring 2.100 polske lastbiler i blokaden ved grænsen.

Avisen skriver, at blokaden kun gælder almindelige varer og ikke transport af nødhjælp til Ukraine. Det har dog angiveligt alligevel haft den konsekvens, at nogle lastbiler med humanitær nødhjælp og brændstof har været strandet ved grænsen i flere dage. 

Den ukrainske regering planlægger nu at evakuere de chauffører, som er strandet ved grænsen som følge af den polske blokade.