I et år har en søskendeflok været fanget i en afrikansk ørkenstat af deres far, som bortførte dem fra Danmark. Den ulykkelige sag om børnene fra Ølstykke på Sjælland har nu taget en ny, uventet drejning.

I mange måneder lignede det en umulig opgave at få de tre yngste børn tilbage til Danmark. 

Børnene var blevet bortført af deres far til det fattige og muslimske land Mauretanien i Afrika. Deres 51-årige far blev forrige sommer sigtet af danske myndigheder for flere forhold og international efterlyst. 

Det medførte, at manden efter mange måneder i Afrika i midten af december blev anholdt i lufthavnen i Holland, da han sammen med børnene foretog en mellemlanding. Han blev ifølge B.T.s oplysninger udleveret til Danmark 8. januar.

Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød og varetægtsfængslet. Faren nægter sig skyldig i sagen, viser B.T.s aktindsigt i retsbogen.

De tre børn blev ifølge deres partsrepræsentant, organisationen Ny Identitet, hentet hjem 28. december 2023. Det ældste og fjerde barn, 16-årige Hassan, formåede at flygte fra Mauretanien med hjælp fra Ny Identitet tilbage i sensommeren 2023.

Nu er de fire søskende genforenet og tilbage i Danmark. 

»Vi er glade for at komme tilbage til Danmark og ikke længere bo i Mauretanien. Vi kan se vores venner og veninder og forhåbentlig komme tilbage til skole snart,« siger den ældste pige.

Børnenes 51-årige far blev i sommer varetægtsfængslet in absentia efter et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Han er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse, vold og tvang.
Børnenes 51-årige far blev i sommer varetægtsfængslet in absentia efter et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Han er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse, vold og tvang.
Vis mere

Børnene har ifølge deres partsrepræsentant Nader Ashkani fra Ny Identitet endnu ikke fået psykologhjælp eller afklaring i deres sag, da der er uklarhed om, hvilken kommune som har ansvaret for børnene. 

B.T. har tidligere beskrevet i flere artikler, hvordan Egedal Kommune har overset faresignaler op til bortførelsen og senere afvist at tage ansvar for børnene ved deres hjemkomst til Danmark.

Nader Ashkani kalder det fortsatte bureaukratiske cirkus for et omsorgssvigt af børnene.

Som partsrepræsentant for de fire søskende oplyser han videre, at børnene har afgivet forklaring til politiet, hvor de har fortalt om levevilkårene i Mauretanien, overgreb, vold og bortførelsen. 

De danske myndigheder sigtede i sommeren 2023 børnenes far for at have rejst med dem til udlandet til forhold, der bringer deres sundhed eller udvikling i fare. 

Han blev også sigtet for vanrøgt, da børnene i det afrikanske land levede med mangel på mad, drikke og medicinsk behandling. De gik heller ikke i skole og måtte ikke forlade deres opholdssted.

Nader Ashkani med de tre for nylig hjemvendte børn, som nu afventer en afgørelse i deres sag, så de kan fortsætte deres skole og hverdag.
Nader Ashkani med de tre for nylig hjemvendte børn, som nu afventer en afgørelse i deres sag, så de kan fortsætte deres skole og hverdag. Foto: Ny Identitet
Vis mere

Faren blev desuden sigtet for trusler, tvang og psykisk og fysisk vold begået i Danmark og Mauretanien. 

Børnenes 51-årige far har tidligere bestredet anklagerne i flere beskeder til B.T. og kaldt dem for løgne. Ved grundlovsforhøret nægtede han sig igen skyldig i sigtelserne mod ham. 

Familien kom til Danmark i 2015 som statsløse palæstinensere og har status som flygtninge med opholdstilladelse. 

Ifølge et brev fra Egedal Kommune, som B.T. har set, behandler Udlændingestyrelsen lige nu børnenes sag for at afgøre, hvorvidt børnene fortsat har lovligt ophold i Danmark. Derfra skal det afgøres, hvilken kommune der skal yde den fremtidige støtte til børnene og varetage forpligtelserne i serviceloven.