Medlem af det islamiske politiske parti Hizb ut-Tahrir Sam Mohabbat er sigtet af Københavns Politi for billigelse af terrorhandlinger. Han bekræfter over for B.T. at have modtaget sigtelsen i et brev 28. november. 

I brevet fra Københavns Politi står der, at Sam Mohabbat skal afhøres i forbindelse med to taler, som han har holdt ved Hizb ut-Tahrir-demonstrationer på Nørrebro i oktober omkring konflikten i Israel og Gaza.  

»Politiske intimideringsforsøg og retsforfølgelse vil aldrig ændre mit standpunkt,« siger Sam Mohabbat. 

Det har ikke været muligt at stille Sam Mahabbat spørgsmål over telefon, men han har sendt B.T. mailsvar.

Han har af Københavns Politi fået en såkaldt tilsigelse, som betyder, at han skal møde hos politiet til afhøring. Af brevet fra politiet fremgår det, at han skal afhøres på grund af flere anmeldelser mod ham i forbindelse med de to offentlige taler 10. oktober på Den Røde Plads og 14. oktober på Skt. Hans Torv.

Sam Mohabbat talte ved demonstrationen 10. oktober på Den Røde Plads på Nørrebro.
Sam Mohabbat talte ved demonstrationen 10. oktober på Den Røde Plads på Nørrebro.
Vis mere

I brevet, som B.T. har set, skriver Københavns Politi, at anklagemyndigheden vurderer, at indholdet i hans to taler er en overtrædelse af Straffelovens § 136, stk. 2, som handler om billigelse af terrorhandlinger. 

»Det er ikke en nyhed, at man prøver at kriminalisere kaldet til Palæstinas befrielse,« skriver Sam Mohabbat.

Han mener, at sigtelsen mod ham viser, hvordan vestlige regeringer og medier er presset på grund af opbakningen til Israel, og derfor forsøger man nu at skræmme muslimer til tavshed , når de taler for en militær befrielse af palæstinenserne. 

»Politiske sigtelser vil kun bidrage til at afsløre, at værdier som ytringsfrihed og menneskerettigheder er løgne, som allerede ligger begravet i Gazas ruiner,« lyder det videre fra Sam Mohabbat. 

Sam Mohabbat modtog sigtelsen og indkaldelsen til afhøring tirsdag.
Sam Mohabbat modtog sigtelsen og indkaldelsen til afhøring tirsdag. Foto: Privatfoto
Vis mere

I forvejen er to personer sigtet for billigelse af terror i forbindelse med de mere end 100 pro-palæstenensiske demonstrationer i Danmark i kølvandet på angrebet på Israel 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza.  

Justistsminister Peter Hummelgaard (S) har udtalt, at myndighederne følger området tæt. 

Emnet er højt prioriteret på den politiske dagsorden, og ministeren forventede for to uger siden, at der ville komme endnu flere sigtelser foruden de to første. Nu er Sam Mohabbat også sigtet for billigelse af terror. 

I sin tale 10. oktober taler Sam Mohabbat blandt andet om, hvordan Hamas ved terrorangrebet få dage tidligere 7. oktober har vist, hvor stærke de er. Hvordan en håndfuld muslimer den dag afslørede Israels svaghed, som han formulerer det i talen. 

»Der skulle kun en håndfuld muslimer til, som med et koordineret angreb, åbnede verdens øjne op for besætterens skrøbelighed og for muslimernes styrke,« siger Sam Mohabbat også i sin tale 10. oktober. 

I talen og ved demonstrationen bliver der også opfordret til, at de muslimske landes hære skal gribe ind. 

Han taler også om palæstinensernes mange års lidelse og uretfærdighed. 

Sam Mohabbat ved endnu ikke, hvad det præcis er fra talerne, som han er anmeldt og sigtet for. 

B.T. har uden held kontaktet Hizb ut-Tahrir for en kommentar til sagen.  

På Facebook kalder medierepræsentanten for Hizb ut-Tahrir, Elias Lamrabet, sigtelsen for hykleri.

Han roser Sam Mohabbat og skriver, at Mette Frederiksen tager fejl, hvis hun tror, at politikerne kan true dem til tavshed. Elias Lamrabet fra Hizb ut-Tahrir har selv beskrevet, hvordan han i foråret 2023 også er tiltalt af anklagemyndigheden for en tale i maj 2021 foran den egyptiske ambassade i København. 

Her talte han ligeledes om en militær indgriben og udslettelse af Israel, som er en Hizb ut-Tahrir mærkesag.