Det skete nærmest henover natten, at antallet af kommentarer og beskeder eksploderede.

Beskeder som »klamme terrorister«, »fuck dig«, »børnemordere«, »løgnere« og »morder« fylder i indbakken.

Det fortæller administratoren af 'Køb israelsk' på Facebook, hvor man finder information om israelske varer i Danmark. Men hadbeskederne og chikanen er også vendt mod dem, som bare følger siden. 

»Lige pludselig fik jeg private beskeder fra syv-otte personer,« fortæller en af dem. Vedkommende ønsker at være anonym på grund af chikanen, som også blev rettet med personens familie. 

Eksempler på beskeder, som siden 'Køb israelsk' har modtaget efter 7. oktober og krigen i Gaza.
Eksempler på beskeder, som siden 'Køb israelsk' har modtaget efter 7. oktober og krigen i Gaza. Foto: B.T.
Vis mere

En anden dansk følger af siden, som også er bange for at stå frem med navn, fortæller, at hun også er blevet kontaktet privat af flere pro-palæstinensere, der har sendt hende hadbeskeder.

Personerne har anklaget hende for at være pædofil og til fare for sine børn på grund af den indirekte støtte til Israel ved at købe varer derfra. 

Administratoren af 'Køb israelsk' på Facebook, Kerstin Hoffmann, fortæller, at siden har fået mellem 20 og 30 beskeder i indbakken, som har hadefuld og grænseoverskridende retorik.

 Siden har eksisteret i mere end syv år og indtil for nylig fik et opslag om eksempelvis avocadoer eller håndcreme fra Israel en enkelt kommentar eller to. 

Det ændrede sig i oktober. 

Siden 'Køb israelsk' har 1.500 følgere.
Siden 'Køb israelsk' har 1.500 følgere. Foto: B.T.
Vis mere

Sidens statistik viser, at der fra midt oktober til midt november var kommet over 1.800 reaktioner og mere end 1.000 kommentarer. På en normal måned før det havde 'Køb israelsk' i gennemsnit 20 kommentarer. 

»Siden blev nærmest lagt ned af propalæstinensiske profiler,« siger administratoren Kerstin Hoffmann. 

Efter terrorangrebet på Israel 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza er en massiv propalæstinensisk protestbevægelse vokset frem i Danmark, og den vrede og hadefulde retorik fylder også på sociale medier. 

'Køb israelsk' har løbende slettet og blokeret kommentarer og profiler og sat modereringsværktøjer op på siden, fortæller Kerstin Hoffmann og tilføjer:

»Det er grænseoverskridende, at man bliver forfulgt på sin private profil, blot fordi man gerne vil bidrage til fredelig samhandel med Israel.«