René Christensen, der netop er skiftet fra Dansk Folkeparti til Moderaterne, har i kraft af sin stilling som direktør ansat sin sekretær fra tiden i DF. Ikke længe efter sprang de to ud som kærester. 

53-årige René Christensen er både tidligere gruppeformand og næstformand i Dansk Folkeparti, men fik job som direktør i brancheforeningen Dansk Akvakultur i februar 2023. 

I maj samme år ansatte han sin tidligere sekretær, 30-årige Cecilie Winther Kristensen, der er uddannet tandtekniker, i en stilling som presserådgiver i Dansk Akvakultur uden at slå stillingen op. 

Indenfor en periode på ganske få måneder efter blev de to kærester. 

En ekspert i ledelse forklarer, at det kan føre til »et hav af problematiske situationer« at være kæreste med en ansat. Det vender vi tilbage til.

René Christensen selv er mildest talt ikke enig i, at der er noget at komme efter. 

»Vi var ikke kærester, da hun blev ansat. Men prøv lige at høre her, det er en privat sag, hvornår jeg bliver kæreste med nogen. Jeg er kæreste med hende nu. Jeg har orienteret min bestyrelsesformand om det, efter vi blev kærester,« siger han. 

Christensen forklarer, at det ikke er nogen hemmelighed, at han og Cecilie Winther Kristensen kender hinanden fra tiden i Dansk Folkeparti. 

»Vi har kendt hinanden før. Jeg er også blevet skilt jo. Men det er en privat sag. Jeg er kæreste med Cecilie nu, og det er sådan, det er. Der er ikke nogen konflikt i det i forhold til arbejdet, der er slet ikke noget dér.« 

Men du er også direktør i en medlemsorganisation, og dermed er det relevant for medlemmerne at vide, hvad der foregår i organisationen. Er det for dig normalt, at en direktør er kæreste med sin nærmeste medarbejder i et sekretariat, der består af blot tre medarbejdere?

»Det anerkender jeg ikke. Det er en forkert præmis. Det er ikke usædvanligt, at mennesker lærer hinanden at kende på en arbejdsplads. Det tror jeg også er sket på B.T.« 

Det usædvanlige her består vel også i, at der her er tale om et sekretariat på tre medarbejdere, hvor du også er vedkommendes personaleansvarlige chef?

»Det er jeg. Det er en sag, jeg har med min bestyrelse. Det er ikke en sag, jeg har med B.T. Det er ikke interessant for dine læsere.«

Det er vel – som minimum – interessant for dine medlemmer, der betaler til jeres organisation?

»Det her ved mine medlemmer godt. Der er ikke noget hemmeligt i det. Vi lægger jo også op på sociale medier, når vi har været på ferie og sådan noget.«

Kan du prøve at fortælle, hvordan ansættelsesprocessen i det her tilfælde foregik?

»Jamen, dengang havde vi ikke noget forhold. Vi havde ikke noget forhold. Stop. Jeg har ikke behov for at sige mere. Det er en privat sag. Jeg stod for ansættelsesprocessen som direktør, og den står jeg på mål for. Det her er ikke en historie for dine læsere.« 

Men slog I jobbet op med et opslag, blev der holdt samtaler eller? 

»Det er en privat sag. Kan du have en rigtig god dag,« siger René Christensen og afbryder forbindelsen. 

René Christensen refererer som direktør til Dansk Akvakulturs bestyrelse. 

Bestyrelsesformanden, Niels Dalsgaard, forklarer, at bestyrelsen er bekendt med den private relation i sekretariatet, der, udover René Christensen selv, blot består af i alt tre medarbejdere. 

»Vi er blevet orienteret om, at der er et forhold mellem de to. Det er blevet gjort fuldstændig fagligt og professionelt, og det har bestyrelsen taget til efterretning,« siger han. 

Niels Dalsgaard han ikke huske, hvornår bestyrelsen blev orienteret om forholdet. 

»Men jeg kan forsikre dig om, at det blev gjort rigtigt og ordentligt,« siger han og forklarer videre, at det er René Christensen, der indstiller til bestyrelsen, hvem der skal ansættes og hvilken løn, de skal have. 

Mikkel Skole, executive vice president og partner i rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval i Danmark, forklarer, at der er mange problemer ved at være chef for sin kæreste.

»Det er ikke ulovligt at ansætte personer, som man har nære relationer til, men man kan komme til at sætte både sig selv og andre berørte i en uheldig situation,« siger Mikkel Skole og fortsætter:

»Der kan opstå et hav af problematiske situationer. Hvad gør man, hvis forholdet stopper, og man bliver uvenner? Hvad hvis lederens kæreste får konflikter med andre ansatte? Det bliver meget hurtigt enormt komplekst.« 

Hvad ville være det rigtige at gøre, hvis det forholder sig sådan, at de er blevet kærester efter ansættelsesforholdet er startet?

»Mit generelle råd ville være at starte en proces, hvor den ene af de to parter ender med at forlade virksomheden,« siger Mikkel Skole. 

Formand for Transparency International og ekstern lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Jesper Olsen, forklarer, at der godt kan være saglige årsager til, at en ny direktør vælger en sekretær eller nær medarbejder, som man ved, at man arbejder godt sammen med.

Det afgørende er, at man fra start er åben om relationens karakter.

Han siger også, at det er meget vigtigt, at der er klare linjer mellem bestyrelse, ledelse og andre medarbejdere.

»Man skal stille klare regler op, da der er ledelsesopgaver, som René Christensen åbenlyst ikke selv kan håndtere. For eksempel forhandlinger om løn, udviklingssamtaler, godkendelse af udlæg med mere. Det bør også være tydeligt, at det er velkomment, når medarbejdere går til bestyrelsen, hvis de oplever noget uhensigtsmæssigt. Det bør bestyrelsen åbent sige,« siger Jesper Olsen.

I dag er René Christensen ved siden af sit direktørjob også første viceborgmester i Guldborgsund Kommune.

Han har i denne uge ikke afvist, at han overvejer at stille op til Folketinget for Moderaterne. 

B.T. har også kontaktet Cecilie Winther Kristensen. Det er ikke lykkedes at få en kommentar.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du plejer at lytte til podcast.