En spand med rotter bliver kastet ind af hovedindgangen til McDonalds på Risingvej i Odense. 

Det viser en video på de sociale medier, som er ledsaget med teksten: 

»Boykot McD/Israel« og »Rotter i McD foran Vollsmose«. 

Ved siden af teksten er der et palæstinensisk flag og en emoji af v-tegnet. 

McDonald's bekræfter hændelsen, som fandt sted onsdag aften på restauranten på Risingvej i Odense.

»Hændelsen er meldt til politiet, og vi kan derfor ikke tilføje yderligere,« lyder det fra kommunikationschef Fannie Pramming. 

Det er uvist, hvor vidt rotterne var døde eller i live.

Det er ikke første gang, at McDonald's bliver angrebet af propalæstinensiske aktivister. 

Flere restauranter i Storbritannien har været udsat for det samme i kølvandet på krigen i Israel og Gaza. 

McDonalds i Odense på Risingvej blev onsdag aften angrebet med rotter. Hændelsen er meldt til politiet.
McDonalds i Odense på Risingvej blev onsdag aften angrebet med rotter. Hændelsen er meldt til politiet. Foto: Mathias Tuxen
Vis mere

I Birmingham i England råbte demonstranterne »Befri Palæstina« og kastede en kasse med mus ud på gulvet i restauranten, som det også er dokumenteret af videoer på sociale medier. 

Det er ét ud af tre nylige hændelser.

Angrebet på McDonald's skal ses i sammenhæng med opfordringen til at boykotte store internationale virksomheder, som bliver anklaget for at have vist støtte til Israel. 

For McDonald's er hændelserne formodentlig kædet sammen med, at McDonald's i Israel annoncerede gratis mad til de soldater, som deltager i krigen med Hamas samt hospitalsansatte i Israel.

Det har modsat fået franchisetagere af McDonald's restauranter i andre lande i Mellemøsten til at tage det modsatte standpunkt. De enkelte restauranter er drevet af lokale ejere som del af et franchisekoncept.

B.T. arbejder på en kommentar fra Fyns Politi.