De fleste har lykkeligt lagt de daglige coronatal bag sig. Men det har den danske epidemiolog Lone Simonsen ikke. Hun holder stadg øje og har den seneste tid undret sig over ét bestemt tal. Vaccinationerne af ældre. 

På samme tid forrige år havde 95 procent af alle over 65 år i Danmark fået et såkaldt tredje vaccinestik. 

Men det tal er lige nu langt lavere, når det kommer til den fjerde boosterdosis, som er anbefalet. 

»Her i efteråret er ældre over 65 år blevet indkaldt til en fjerde covid vaccine, men mange af dem, som har allermest brug for denne boosterdosis har stadig ikke fået den,« siger Lone Simonsen. 

Allerede i efteråret 2022 blev alle over 50 år tilbudt et fjerde stik for at øge beskyttelsen mod covid-19. Men ifølge Statens Serum Institut, som opdaterer tallene, så er det kun 60 procent, som har fået vaccinen igen. 

»Det er ikke nok, vi skal højere op, da især de ældste er i risiko for alvorlig sygdom med covid.«

Og det er især på plejehjemmene, at det halter efter med den fjerde boosterdosis. 

»Den dækningsgrad skal bare op,« siger Lone Simonsen. 

»Det er af en eller anden grund gået langsommere med at få de ældre vaccineret i dette efterår.«

Et fjerde stik er vigtigt af to årsager, forklarer Lone Simonsen. 

Arkivfoto 2021. Vaccination med ledsagelse af musik fra Aalborg Symfoniorkester er i gang i Brønderslevhallen.
Arkivfoto 2021. Vaccination med ledsagelse af musik fra Aalborg Symfoniorkester er i gang i Brønderslevhallen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det ene er, at vi i Danmark lige nu ser ind mod en stigende smitte med covid. Det er indtil videre forudsigeligt og udramatisk, at indlæggelser og dødsfald stiger, da vi skal leve med covid epidemier fremover om vinteren. Men det betyder også, at det er lige nu, at de ældre og mest sårbare danskere har behov for vaccinen. 

»Ældre har en svagere immunrespons og har derfor behov for en boostervaccine mod covid, og også influenza, hvert efterår, inden sæsonen starter år,« siger Lone Simonsen. 

»Risikoen for indlæggelser og dødsfald blandt ældre stiger, når så mange ikke er vaccineret med fjerde stik.«

Ifølge Statens Serum Institut er det især Hovedstaden og Sjælland, hvor det er henholdsvis 36,6 og 34,4 procent, hvor vaccinationsdækningen blandt ældre på plejehjem er lavest. Syddanmark er den landsdel, hvor flest er vaccineret med den fjerde dosis. Her er der tale om 85,7 procent af plejehjemsbeboerne.