Det var en afslappet lilleprins, der blev døbt i dag i Møgeltønder kirke. Under dåben faldt han i søvn, selv om han fik koldt dåbsvand i hovedet.

Lilleprinsen blev i dag døbt Henrik Carl Joachim Alain, og under dåben hældte biskop Erik Norman Svendsen vand på lilleprinsen. Men selv om han måtte undvære at sutte på sin mors lillefinger, tog han det så stille og roligt, at han faldt i søvn.

Den lille prins var ellers lidt urolig, da præsten startede med at tale under dåben, men da mor gav ham en finger at sutte på, faldt han hurtigt til ro.

Det samme kunne man ikke sige om de andre børn i kirken. Kronprinsparrets to børn Isabella og Christian var en del mere urolige. De måtte underholdes med kiks og pixoebøger af farmand Frederik, der havde ansvaret for de to alene.

Kronprinsesse Mary var nemlig placeret oppe ved ved alterets venstre side, da hun sammen med brødrene Benjamin Grandet og Charles Cavallier, og vennerne Britt Davidsen Siesby og Christian Scherfig stod fadder for den lille ny prins.

Da ceremonien var ovre, og den lille prins skulle ud af kirken fik han dog tilbudt gaver af sine to brødre. De havde nemlig brugt tiden i kirken på at folde papirsflyvere, som de gerne ville give til deres lillebror. Mor Marie smilede sødt til drengene, men tog ikke imod deres gaver.

Stolt forlod hun sammen med prins Joachim kirken med sin nydøbte søn.