Prins Henrik får tildelt Den Berlingske Fonds årlige hæderspris på 100.000 kr. for sin store betydning for Danmark.

Den Berlingske Fonds årlige hæderspris på 100.000 kr. går i 2012 til Hans Kongelige Højhed prins Henrik. Prisen uddeles hver år i anledning af Berlingskes fødselsdag og gives til en dansker, der har haft stor politisk, erhvervsmæssig eller kulturel betydning for landet.

LÆS OGSÅ: 

Og det har prinsgemalen i høj grad haft, mener fondens bestyrelse, der overrækker prinsen prisen ved en festlighed 12. januar i Berlingskes gemakker i Pilestræde, København.

- Netop i januar 2012 fejrer Dronningen 40 års regentjubilæum, og Prinsgemalen tilkommer sin del af æren for, at det er blevet en succeshistorie for det moderne danske monarki, lyder begrundelsen for Den Berlingske Fonds formand, ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen.


Hun understreger desuden prinsens evne til at tilpasse sig den meget særlige rolle som prinsgemal til en stærk og populær personlighed som Dronningen.

LÆS OGSÅ: 

- Prins Henrik fik en stilling, som ingen havde beskrevet for ham på forhånd. En særdeles vanskelig af slagsen som udlænding og som livsledsager til en særdeles populær og højt respekteret Dronning. Han har formået selv at skabe rammerne for udfyldelsen af den opgave, som blev hans, på en måde, som der nu efter de mange år må stå respekt om, og altid som en stærk repræsentant for Danmark bevidst om kongehusets særlige opgave og rolle, siger Lisbeth Knudsen.

I år blev digteren og forfatteren Benny Andersen hædret med Berlingskes pris og året før det, gik æren til NATOs nuværende generalsekretær og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Samtidig med uddelingen af årets hæderspris den 12. januar uddeles også Danmarks største journalistpris på 100.000 kr.