Han er flere gange blevet opereret i forbindelse med sit hjerte. 

Kong Harald fik foretaget en hjerteklapoperation i både 2005, i 2020 og nu i 2024, hvor han på et hospital i Malaysia har fået indopereret en pacemaker. 

Men kongen er i gode hænder ifølge professor og hjertelæge Dan Atar. 

»Det er i sig selv ikke en belastning for kroppen,« siger Dan Atar til det norske medie Dagbladet

Han uddyber, at kong Haralds personlige læge har »særlig ekspertise på dette område og er den rette til at vurdere behovet for en pacemaker«. 

Operationen fandt sted under kong Haralds ferie i Malaysia. 

Kong Haralds livlæge har tidligere udtalt, at operationen skete grundet lav hjertefrekvens, og at operationen var succesfuld. 

»Beslutningen blev taget tidligt i dag, og indgrebet var vellykket. Kongen har det efter omstændighederne godt, men har fortsat brug for hvile. Indgrebet vil gøre hjemrejsen mere tryg,« siger kongens livlæge, Bjørn Bendz.

Hjemtransporten ventes at finde sted i løbet af nogle dage, oplyser det norske kongehus.

Kong Harald har de seneste år haft flere problemer med sit helbred. 

I slutningen af januar blev han sygemeldt med en luftvejsinfektion, hvor han vendte tilbage til pligterne igen i februar. 

Han har siddet på tronen siden 1991, og sammen med dronning Sonja har han to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.