B.T. kan nu afsløre, hvad Kong Frederik den 10.s allerførste opgave som regent blev. 

På statsrådet fremførte minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin nemlig et punkt på dagsordenen, som krævede Kong Frederiks underskrift.

Der er tale om en ændring af kirkebønnen, hvor man i den danske folkekirke op til nu har bedt for kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og så fremdeles. 

Det er nu lavet om, så titlerne passer. 

Det fortæller Morten Dahlin til B.T.

»Nu siger man så kong Frederik den 10., dronning Mary af Danmark og kronprins Christian, hvor man før naturligvis brugte deres tidligere titler,« siger Dahlin. 

Han havde i øvrigt en stor oplevelse på dagens historiske statsråd. 

»Det var en unik og meget rørende oplevelse. En smuk smuk afsked fra en dygtig og meget kompetent regent,« siger Dahlin og fortsætter:

»Jeg må indrømme, at jeg blev ret rørt, da Dronningen officielt abdicerede,« siger han. 

Kirkebønnen er et længere skriv, hvor der bedes for en række ting og sager, herunder folket, fædrelandet, Helligånden og andre ting. 

Men altså også Kongehuset, hvor passagen ifølge religion.dk lyder:

»Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor konge (navn nævnes), dronning (navn nævnes) og hele kongens hus (navne nævnes). Giv dem og os alle nåde, fred …«

Vi følger tronskiftet hele dagen i livebloggen, som du kan finde HER.