Det flade landskab gør det oplagt at besøge Norditaliens relativt uopdagede region på cykel. Og om aftenen udskifter man cyklen med italiensk gastronomi og lækker lambrusco.
Vi glider gennem landskabet. På den ene side af stien løber floden Oglio, på den anden står majsplanterne tæt og svajer i vinden.
Næste side: 4 gastronomiske oplevelser i Lombardiet
Frøer kvækker i vandkanten, på overfladen breder sig ringe efter fisk, der har haft næsen oven vande. Vi er på cykeltur i Lombardiet, det norditalienske område, der i nord støder op til Alperne og mod syd strækker sig til Parma. Nærmere bestemt er vi i den flade del af regionen, Po-sletten, der går fra Torino i vest til Venedig i øst.
De fleste vil nok forbinde området med industri og landbrug, samt selvfølgelig mode og design takket være hovedbyen Milano. Og vel har industrien gjort området til et af Italiens rigeste, og vel er her en kæmpe produktion af bl.a. majsolie.
Men Lombardiets grønne sjæl, som de kalder det på de kanter, har – også – meget at byde på kulturelt, kulinarisk, og når det gælder naturen. Det er der bare ikke så mange, der har opdaget. For modsat for eksempel området omkring Como- og Gardasøen, hvor der er sort af turister, møder man næsten ingen besøgende her.
Det er synd, for er man i nærheden, f.eks. på badeferie ved Comosøen eller på shopping i Milano, kan et par dage eller tre på cykel langs Po eller Oglio være et glimrende afbræk. Landskabet her er pokkers velegnet til at cykle i. Der er ingen bakker, og så er man i regionen ved at få øje på mulighederne i cykelturisme. Der er anlagt kilometervis af markerede stier langs floderne og gennem de små hyggelige landsbyer. Det gør det enkelt at cykle her for også den ikke-trænede.
Indimellem sætter vi cyklerne og udforsker de mange middelalderborge og slotte, vi passerer, og som for fleres vedkommende er i gang med at blive restaureret. Andre gange kommer vi gennem små landsbyer, hvor man kan få en forfriskende italiensk is, et glas let boblende, mørk lambrusco eller en kop espresso på det lokale torv.
Har man ikke selv cykel med, kan den lejes i de større byer Cremona, Mantova og Brescia. Det anbefales at køre på mountainbike eller citybike, for selv om store dele af stierne langs floderne er asfalteret, er der også flere steder ujævne grusstier, så med mindre man vil holde sig til de større veje, er en racercykel ikke lige sagen. Vi havde da også en punktering undervejs, så lappegrej er et must.
En ideel dagsmarch er turen mellem Mantova og Sabbioneta, to byer, der forbindes af en 47 kilometer lang cykelsti.
Begge byer kom i 2008 på UNESCOs verdensarvsliste, fordi de er unikke eksempler på renæssancearkitektur og byplanlægning. Mantova blev ganske vist allerede grundlagt af romerne, men blev i 1500- og 1600-tallet tilpasset renæssancens byggeprincipper.
Sabbioneta er til gengæld opført fra bunden i renæssancen og er med sin stjerneform og monumentale bygningsværker skabt ud fra tanken om den idéelle by. Særligt Vespasiano Gonzagas smukke paladser som Palazzo Giardino og Vincenzo Scamozzis berømte teater, Teatro all’Antica i Sabbioneta, er et besøg værd. Renæssancens fascination af det antikke Grækenland og Rom ses overalt.
Teatro all’Antica er f.eks., som navnet antyder, bygget efter antikt forbillede, og er i dag et af de eneste overlevende renæssanceteatre. I det lange galleri, Galleria degli Antichi, havde Gonzaga oprindeligt antik kunst udstillet, og i dag kan man blandt andet opleve optisk bedrag i de smukke freskoer på væggene.
Den italienske miljøorganisation Legambiente har kåret Mantova som den italienske by, hvor livskvaliteten er størst. Det forstår man godt, for tre søer omkranser byen og indgår i en stor naturpark, som giver et væld af rekreative muligheder.
På cykelruten mellem Mantova og Sabbioneta oplever vi et i dag temmelig særegent fænomen: En bro placeret på både, der ligger side om side og på den måde fungerer som fundament. Det er en ret speciel fornemmelse at bumle over broen på cykel, og når der kommer en bil, skvulper den op og ned som en båd. Det var tidligere en meget almindelig og billig måde at etablere broer over de mange kanaler på, men i dag er der kun tre tilbage i hele Lombardiet. De store floder er også flere steder dæmmet op, og vandets kraft udnyttes til elektricitet.
Middelalderslotte dukker op i hver en lille by, vi passerer. Det er muligt at komme ind og se mange af de imponerende fæstningsværker, der har været brugt i kampen om territorierne gennem tiden.
I Soncino, en lille middelalderby i Cremona-provinsen, kan man se det berømte slot Rocca Sforzesca fra 1473. Det har været rammen for flere film, blandt andet fantasyfilmen »Ladyhawke« med Michelle Pfeiffer fra 1985. Og det forstår man godt, for der er noget dybt fascinerende over det meget velbevarede slots mange kryptiske gange, den dybe voldgrav, der omringer slottet, og ikke mindst fangekælderen.
Der er hemmelige udgange, vindebroer og gitterporte på slottet, så for drenge med ridderdrømme er det et slaraffenland.
En stor del af slottene i Lombardiet bruges i dag til kulturelle formål.
Det gælder f.eks. Castello di Padernello, som vi passerer en formiddag. Det ligger mellem Soncino og Brescia og blev egentlig forladt af ejerne i 1960erne. Det var ved at falde sammen, men nu er blevet sat i stand og bruges til teaterforestillinger og forskningsbibliotek, ligesom der holdes store markeder her, hvor man kan smage lokale specialiteter. Man føler sig hensat til middelalderen, når vindebroen bliver sænket, så man kan komme over voldgraven og ind i gården.
Som på mange af de andre slotte i området er det på Castello di Padernello tydeligt at se de forskellige tiders arkitektoniske strømme i byggestilen, når man står på gårdspladsen og kigger rundt på slottets facade. På Castello di Padernello er også en stor udstilling af skulpturer i naturmaterialer som pil og flis, skabt af den lokale kunstner Giuliano Mauri.
Næste side: 4 gastronomiske oplevelser i Lombardiet
