Find frem til de gode oplevelser syd for grænsen med app'en, The Danish Link. Får samtidig et historisk indblik i den danske indflydelse hos nabolandet, Tyskland.

Gennem historien har vi danskere haft et had-kærligheds-forhold til vores naboland mod syd. Vi har været tiltrukket af den tyske kultur med de store digtere, kunstnere og tænkere, vores sprog har været under indflydelse af tysk, og vi har haft – og har stadig – en livlig handel med tyskerne.

Men samtidig har vi været udsat, når den store nation har spillet med musklerne. Nederlaget ved Dybbøl i 1864, hvor vi mistede en stor del af landet til Tyskland, blev et kæmpetraume for Danmark. Og den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig medfører stadig diskussioner om vores opførsel dengang. Besættelsen betød også uundgåeligt, at mange i dag ældre danskere gennem årtier havde det svært med det tyske og tyskerne.

Her i 2014 er Tyskland for de fleste af os imidlertid først og fremmest et land, hvor vi holder af at tage på ferie. Vi grænsehandler, tager på storbyferier i Berlin og Hamburg, på julemarkeder, på vandreferie i Harzen, øl- og fodboldfest i München og på flodkrydstogt på Rhinen.

425 danske spor i Tyskland

Vi danskere har også sat vores spor i Tyskland. Det tænker vi måske bare ikke så meget over. Det råder Det Tyske Turistkontor i Danmark nu bod på – samtidig med, at det forsyner os danskere med et masse gode ferietips. 425 for at være præcis.

Det sker med den stort anlagte kampagne The Danish Link, hvor man guider til oplevelser i hele Tyskland, som har det tilfælles, at en eller flere danskere har været involveret.

Fra Schloss Plön i Nordtyskland, der var den danske konge Christian VIIIs sommerbolig, til forlystelsesparker Europa-Park i Sydtyskland, der har et skandinavisk temaområde.

Eller hvad med at besøge de danske protestsvin i Hannover Zoo?

I de områder, som Danmark tabte til Tyskland i 1864, var det forbudt at flage med det danske flag, og så opfandt man en anden måde at vise sin danskhed på. Man fremavlede røde svin med en hvid stribe og lod dem om at være Dannebrog i forhaven.

Kendte danskere ambassadører

Forbindelserne kan findes på hjemmesiden Germany Travel eller på en app til iPhone.

The Danish Link guider bl.a. til historiske oplevelser (f.eks. Andersen Nexøes sidste bopæl), og kongelige forbindelser (for eksempel Dronning Margrethes farmors barndomshjem Gelbensande ved Østersøen). Desuden er der forbindelser om mad og overnatning samt mere skæve historier. Alle er indtegnet på et kort med informationer.

På det Tyske Turistkontor i København ved man, at der helt sikkert er flere danske forbindelser i Tyskland, og man håber, at danskerne vil hjælpe med at føje flere til via enten app’en eller hjemmesiden.

En anden del af kampagnen er, at kendte danskere er »ambassadører« for Tyskland og fortæller, hvorfor de holder af landet og giver deres personlige tips til gode oplevelser.

I første omgang er det den dansk-tyske tidligere klima- og energiminister Lykke Friis, nu prorektor for Københavns Universitet, der fortæller om München, der blandt huser hendes favoritfodboldhold, og skuespilleren Thure Lindhardt, der har arbejdet meget i Tyskland.

Se hans tips her: