Regeringen landede mandag en bred aftale om skatterabat til virksomheder, men forude ligger de virkelige udfordringer, mener både Venstre og Konservative.

Når virksomheder investerer én krone i maskiner og ny teknologi, kan de i resten af 2012 og i 2013 afskrive en krone og femten øre. Nogenlunde sådan lyder resultatet af en bred aftale om skatterabat til virksomheder, som blev forhandlet på plads mandag aften.

Alle partier i Folketinget har tilsluttet sig regeringens forslag.

- Det er godt forslag. Vi skal sætte gang i investeringer i virksomheder nu, fordi der er et behov for, at Danmark får skabt nogle flere arbejdspladser, og for at virksomhederne kan tjene flere penge, siger den konservative leder, Lars Barfoed, der kalder slutresultatet af forhandlingerne for fornuftigt.

- Vi er landet ved en fornuftig finansiering. Men det er også min opfattelse, at der har været bred enighed om, at det er en god idé at styrke tilskyndelsen for virksomhederne til at investere her og nu, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

For Venstre var det væsentligt, at aftalen blev løftet ud af den samlede skatteaftale og forhandlet på plads hurtigt.

- Det er er vigtigt, når nu forslaget er blevet præsenteret, at der ikke opstår usikkerhed omkring investeringer for virksomhederne, så derfor skulle det her afklares, og derfor har vi medvirket til aftalen, siger Venstres Torsten Schack Pedersen, der fandt forhandlingerne relativt uproblematiske.

- Det her er en lille delaftale. Den har ikke nogen betydning for de forestående forhandlinger om skattereformen. Der kan man vist roligt sige, at der kommer nogle flere og større udfordringer i forhandlingerne, hvor vi skal finde ud af, om regeringen vil være med til at sikre reelle skattelettelser for danskerne, siger han.

Lars Barfoed forventer også svære forhandlinger forude.

- De kommende forhandlinger bliver meget mere vanskelige. Men vi går konstruktivt ind i dem, fordi der ligger nogle vigtige elementer i udspillet, som er konsevativ politik. Samtidig er der også meget, der skal pilles ud, før vi i givet fald kan lave en aftale, for vi kan ikke acceptere, at regeringen vil finansiere med flere skatter og afgifter.

Finansminister Bjarne Corydon (S) glæder sig imidlertid over dagens aftale.

- Aftalen er et markant skridt mod ny vækst i Danmark i kølvandet på krisen, siger han.