Den seneste Gallup-måling giver Socialdemokraterne nye vælgersmæk, og det skyldes blandt andet en række reformer og Vækstplan DK, mener Berlingskes politiske kommentator.

Det kommer ikke bag på Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, at Socialdemokraterne ifølge en Gallup-måling blot står til at få 17,1 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

»Det er en forudsigelig katastrofe,« siger Thomas Larsen og inddrager SF i sin vurdering af, hvorfor der er tale om en forudsigelig katastrofe.

»Det er helt tydeligt, at det både er S og SF, som bliver straffet massivt af deres egne vælgere oven på et forløb, hvor de har præsenteret en SU-reform og en kontanthjælpsreform, hvor der skal spares. Og samtidig har præsenteret en vækstpakke, hvor regeringen vil give skattelettelser til erhvervslivet. Og den kombination har vist sig helt forudsigeligt efter min mening at skabe oprørsstemning i S og SFs vælgerkorps.«

Thomas Larsen kalder meningsmålingen »katastrofal« for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der får vælgerlussingen på det værst mulige tidspunkt.

»Det er helt tydeligt, at der er meget store spændinger i Socialdemokratiet. De har i de seneste dage vist, at der er spændinger i Statsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, hvor Mette Frederiksen (S) (beskæftigelsesminister, red.) sidder. Vi kan se, at der en række socialdemokratiske borgmestre over hele landet, som ikke vil vide af deres statsminister, når de skal ud og kæmpe om mandater ved kommunevalget,« siger Thomas Larsen.

Den politiske kommentator forudser, at meningsmålingerne kan blive endnu være for både Socialdemokraterne og SF, da de går et forår i møde med en række sager, hvor de vil blive presset.

»I forhandlingerne om vækstpakken, SU-reformen og kontanthjælpsreformen vil de borgerlige partier selvfølgelig møde op med krav og dermed gøre den samlede løsning endnu værre set med S og SFs vælgeres øjne,« siger Thomas Larsen.

Derudover kan partierne blive presset af den truende konflikt mellem lærerne og Kommunernes Landsforening (KL), hvis det kommer til et politisk indgreb.