335 millioner har staten indkasseret på den omdiskuterede amnestiordning, der tillod skattesvindlere med formuer i udlandet at melde sig selv uden at blive straffet. Skatteminister vil ikke forlænge ordningen.

Meld jer selv og slip for en tur bag tremmerne.

Det var tilbuddet fra regeringen tilbage i 2012, da den indførte det omdiskuterede skatteamnesti, der tillod skattesvindlere med formuer i udlandet at melde sig selv til myndighederne og slippe for at få en fængselsstraf. Ordningen løb fra sommeren 2012 og ét år frem, og tilbuddet har tilsyneladende været interessant. I hvert fald har 192 henvendelser fra borgere ført til, at over en milliard kroner blevet beskattet. Det efterlader statskassen med en ekstra indtægt på 335 millioner kroner.

Det beløb glæder og chokerer på én gang skatteminister Benny Engelbrecht (S).

»Det er altid glædeligt, når der kommer penge i statskassen, der hele tiden skulle have været der. Men jeg er også meget chokeret over, at ordningen har ført til, at så mange penge er frem,« siger Benny Engelbrecht til Berlingske Nyhedsbureau.

I sin korte tid som skatteminister har den sønderjyske socialdemokrat kaldt til kamp mod de udenlandske skattely og de mange danskere, der hvert år flytter betragtelige formuer til udlandet for at undgå at betale skat herhjemme. Og den kamp er ikke blevet mindre aktuel efter amnestiordningen.

»Det minder mig om, at vi skal sætte mere fokus på den her indsats, der er i forhold til at nå frem til de her penge, der er placeret i skattely. Og at den skattelypakke, der skal vedtages det her forår, er den rette vej at gå,« siger skatteministeren.

Han kalder dog samtidig ordningen for en »once in a lifetime«-mulighed, der ikke vil gentage sig trods det umiddelbare afkast, den har givet.

»Man sagde meget klart dengang, at det her var en once in a lifetime-mulighed, og derfor tror jeg også, at det har haft ret stor effekt i sig selv,« siger Benny Engelbrecht.

Han peger samtidig på, at Skat i løbet af det kommende år vil få et mere detaljeret overblik over danskernes formuer i udlandet, hvorfor en ny amnestiordning vil blive overflødig.

»Der vil være mennesker, som har valgt at sige, at man ikke ville bruge den her amnestiordning og i stedet holde sin formue i skattelylande. Dem kommer vi automatisk til at finde med de nye data, og så vil det være alt for letkøbt at give dem straffefrihed nu,« siger skatteministeren.