Det skal være lige så billigt at sejle med færge som at køre samme strækning på landevej, lyder krav fra S.

København: Socialdemokraterne rejser nu igen kravet om markant lavere priser for at sejle med færgen. Partiet tager emnet med til de forhandlinger om planloven, der begynder hos erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) senere tirsdag.

- Det vil sikre fremgang og udvikling i vores ø-samfund, siger miljø- og fødevareordfører Simon Kollerup (S).

Regeringen har i forvejen afsat 85 millioner til lavere færgetakster. Men S mener, at beløbet bør være 133 millioner kroner.

Arbejdet med at sænke prisen for at tage færgen til en af landets mange øer, startede allerede under den tidligere S-ledede regering. Den foreslog at bruge netop 133 millioner kroner til formålet.

Men det nåede ikke at blive gennemført inden valget. Efter valget blev færgetaksterne et hedt debatemne, hvor Venstre-regeringen blev beskyldt for at løbe fra sine løfter om at hjælpe øerne.

I februar blev regeringen så enig med de øvrige borgerlige partier om at afsætte 85 millioner til at sænke priserne på færgebilletter.

Men nu er Socialdemokraterne altså klar til at bruge planlovsforhandlingerne til at tage endnu en holmgang om færgerne.

/ritzau/