SF vil med opbakning fra Socialdemokratiet og Enhedslisten indføre et loft for renten på hurtige forbrugslån.

København. Det skal være slut med, at forbrugere havner i bundløs gæld som følge af høje renter på kviklån.

Det mener SF, der ifølge tv2.dk vil fremsætte forslag i Folketinget om et loft over renten på de hurtige forbrugslån.

- Der er mange danskere, især unge mennesker, som kommer i klemme ved de her griske selskaber, siger gruppeformand Jacob Mark (SF).

- Nogle af dem tager så høje årlige omkostninger, at det svarer til 700 procent. Det vil vi sætte en stopper for, både fordi det er uigennemsigtig og forkasteligt, at man flår personer for så mange penge, siger han.

SF's forslag, der vil blive fremsat i næste folketingssamling, betyder, at de årlige omkostninger maksimalt må være 15 procent plus Nationalbankens udlånsrente.

Hos Forbrugerrådet Tænk er seniorøkonom Morten Bruun Pedersen begejstret.

- Hvis vi sætter et loft på renten, så er mekanismen den, at de her firmaer bliver nødt til at kreditvurdere deres kunder ordentligt. Det gør de ikke i dag, hvor de bare kan tage så høje renter, siger Morten Bruun Pedersen til Ritzau.

Han henviser til, at andre europæiske lande har indført et lignende renteloft.

På Christiansborg er der delte meninger om forslaget.

Mens Socialdemokratiet og Enhedslisten ifølge tv2.dk bakker op, vender Venstre og Dansk Folkeparti tommelfingeren nedad.

- Det lyder besnærende. Men vi er tilhængere af et frit marked, hvor folk kan gøre brug af de forskellige lånetilbud, der findes.

- Jeg kan kun opfordre folk til at læse det, der står med småt, så man er sikker på at få det lån, der passer bedst, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen til Ritzau.

Han mener, at der allerede er indført tiltag, der skal begrænse brugen af kviklån.

Folketinget vedtog sidste år en ny regel, der indfører en betænkningstid på 48 timer.

Reglen, der trådte i kraft ved årsskiftet, skal forhindre folk i at optage impulsive lån, da man nu skal sove to nætter, før man kan få pengene udbetalt.

Også Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby afviser et renteloft.

- Vi vil gerne gøre op med kviklån, men det sker ikke ved at diktere en maksimal rente - det er ren planøkonomi og kommunisme.

- I stedet skal vi kigge på reglerne for udstedelse af lån, på vilkårene om fortrydelse, stiftelsesomkostninger og gebyrstrukturen generelt, siger Hans Kristian Skibby.

Hos låneudbyderne får SF's forslag også en kold skulder.

- Det vil sætte konkurrencen på markedet ud af kraft, og låneudbyderne vil blot placere sig tæt ved loftet. Desuden mindsker dette ikke overforgældning, siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard fra låneudbyderen Vivus til tv2.dk.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.