De Konservatives folketingskandidat Naser Khader holder sig fra områder i landet på grund af aggressive og truende personer, mens Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen nu vil politianmelde plakathærværk i Vollsmose.

Det er ikke lige let for alle folketingskandidater at gå på gaden og dele brochurer ud under valgkampen.

For eksempel er Naser Khader opstillet for de Konservative i Østjylland, men han kan ikke bevæge sig rundt alle steder i området.

»Der dukker en gang imellem nogle op, som er meget aggressive og truende, og som siger ting og sager. De er fjendtligt indstillet og kalder mig vantro og forræder. Det er ikke helt behageligt, men sådan er det,« siger han.

Af sine kampagnefolk har Naser Khader fået at vide, at hans valgplakater er blevet revet ned i det udsatte boligområde Gellerup i det vestlige Aarhus. Et område, han ikke kommer til at besøge under valgkampen.

»Jeg er jo opstillet i Østjylland, og det omfatter også Aarhus Vest, og dermed Gellerup og Bazar Vest. Men der kan jeg ikke tage ud og uddele pjecer,« siger han.

Naser Khader har sikkerhedsvagter, men det er ikke nok til at sikre hans fri bevægelighed.

»Jeg kan heller ikke gå til fods på Nørrebro i København. Der er nogle steder, jeg undgår at komme, og det begrænser min valgkampagne lidt. Jeg bliver også mere tilbageholdende med at gå hen til folk og stikke dem en folder i hånden. Jeg prøver at holde mig i baggrunden, og så kommer folk hen til mig,« siger han.

Problemet med de aggressive typer hænger ifølge Naser Khader sammen med ekstremisme og radikalisering.

For en anden folketingskandidat har der også været problemer. Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen (DF) fortæller, at unge i Vollsmose ved Odense har fjernet nogle af hans valgplakater og klippet dem i stykker, hvorefter de har lagt et billede af det på det sociale medie Facebook.

»Vi vil ikke finde os i dette, og derfor bliver det meldt til politiet. De unge skal have sig en lærestreg, så de lærer at forstå, at folkestyret betyder, man respekterer andres mening. Da det af facebooksiden fremgår, hvem der har begået det, kan politiet hurtigt opklare det. Er de unge under 15, skal SSP inddrages,« siger Alex Ahrendtsen i en meddelelse.

Heldigvis er de fleste oplevelser dog positive under valgkampen, fortæller Naser Khader:

»De fleste af dem, jeg møder, er positive og ordentlige mennesker, som smiler, og det er dejligt.«