Øget dansk grænsekontrol er ok i Schengen-konventionen og bliver et forbillede i EU ifølge DF's Peter Skaarup

Danmark bliver et forbillede blandt EU-landene, hvor Frankrig for nylig genindførte grænsekontrol til Italien, fordi nordafrikanske flygtninge fik midlertidige opholdtilladelser.

Det siger DF's retsordfører Peter Skaarup. Han tilbageviser kritikken fra De Grønnes franske EU-parlamentariker, Daniel Cohn-Bendit, som foreslår Danmark at genindføre visum og melde sig ud af Schengen-samarbejdet.

- Han er lidt for sjov. Han glemmer, at hans egen præsident Sarkozy netop har taget initiativ til at mødes med Italiens premierminister Berlusconi og har fremsat forslag om grænsekontrol på grund af illegale indvandrere fra Nordafrika til EU, siger Peter Skaarup.

Andre EU-lande vil ifølge ham kopiere Danmarks permanente toldkontrol og øget grænsekontrol. Det danske initiativ holder sig inden for Schengen-reglerne, siger DF's retsordfører.

- Men signalet er i strid med det lyksalige princip om, at EU skulle kunne beskytte de ydre grænser, så grænsekontrol ikke er nødvendig for at stoppe grænseoverskridende kriminalitet, siger Peter Skaarup.

/ritzau/