Socialdemokraterne leger med ilden med deres nye kampagne mod Dansk Folkeparti, der på hjemmesiden hvorerpengene.dk beskyldes for at komme med stribevis af ufinansierede løfter.

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der peger på »meget store svagheder« i kampagnen.

- For det første kritiserer de Dansk Folkeparti for at ville give noget til vælgerne, altså uddele nogle gaver. I det lys skal det siges, at der er mange vælgere, som selvfølgelig ved, at Dansk Folkeparti ikke vil kunne gennemføre alt, hvad de taler om, da det skal forhandles på plads med de øvrige blå partier i tilfælde af et regeringsskifte, siger Thomas Larsen.

- For det andet er Socialdemokratiet hæmmet af, at deres egen troværdighed er lav på grund af alle løftebruddene og alle de store kursskifter. Mange vælgere vil betragte kampagnen med en solid portion skepsis, tilføjer han.

Til syvende og sidst kan kampagnen ende som et stort politisk selvmål, pointerer den politiske kommentator.

- Socialdemokratiet risikerer desuden - og det vil være et mareridt for partiet - at kaste endnu mere lys på Kristian Thulesen Dahl (DF) og dermed drage ham endnu mere ind i centrum af dansk politik og give ham endnu mere omtale. Målinger viser, at flere vælgere i dag har mere tillid til Thulesen Dahl end Helle Thorning-Schmidt (S), så det er ikke en ufarlig aktion, de er i gang med, siger Thomas Larsen.

På hvorerpengene.dk konkluderes det, at »Dansk Folkeparti lover gaver for i alt 170.044 millioner kroner«, og den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Dam Kristensen (S), mener, at tingene i Dansk Folkeparti »ikke hænger sammen«.

- Kampagnen går først og fremmest ud på at få Dansk Folkeparti til at give svar på, hvordan de vil finansiere de mange løfter, de har givet, siger Henrik Dam Kristensen.

- Dansk Folkeparti har igennem nogle år lovet virkelig mange ting - og mange af forslagene er også sympatiske. Det, der er problemet, er, at Dansk Folkeparti ikke har noget, der ligner anvisning af finansiering, uddyber socialdemokraten.

Thomas Larsen er ikke overrasket over, at Socialdemokraterne har iværksat kampagnen, da partiet er »desperat over Thulesen Dahls succes«.

- Socialdemokratiet havde ikke forventet, at han ville få så stor succes som partileder efter Pia Kjærsgaard (DF). Det er katastrofalt for Socialdemokratiet, at Dansk Folkeparti står i en så solid og stærk position og har været med til at holde hele blå blok kørende i den periode, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) har været ude i sin store krise, siger han.