Carsten Hansen bryder flere dages tavshed og svarer igen på kritik for at have givet en skriftelig garanti

Den socialdemokratiske minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, har ikke fortrudt sit valgløfte om at bevare akutfunktionen på Svendborg Sygehus.

Det siger han torsdag aften i et interview med TV 2/FYN.

- Jeg har ikke fortrudt denne garanti, lyder det fra ham.

Ministeren har i de seneste dage været udsat for massiv kritik fra egne rækker og fra vælgere, efter at det kom frem, at den nye regering ikke med sikkerhed kan overholde løftet om at bevare akutfunktionen på Svendborg Sygehus.

Det var ellers et løfte, som Carsten Hansen gav skriftligt, og som han gentog flere gange i valgkampen.

I de seneste dage har Carsten Hansen ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men torsdag brød han tavsheden.

Han forklarer, at akutfunktionen efter hans mening stadig kan blive bevaret, fordi der er en politisk proces i gang mellem regeringen og Region Syddanmark.

Til Fyns Amts Avis siger Carsten Hansen dog, at spørgsmålet om akutfunktion på Svendborg Sygehus er ude af hans hænder.

- Jeg mener stadig, at en akutfunktion på Sydfyn vil være det bedste for borgerne, men der kører nu en politisk proces mellem Sundhedsministeriet og Region Syddanmark, som jeg ikke ved, hvor ender henne, siger Carsten Hansen til Fyns Amts Avis.

Torsdag var der igen kritiske røster i baglandet, oplyser TV2/FYN.

- Det er simpelthen for dumt. Det burde han ikke have gjort, siger Inge Lundberg, formand for Socialdemokraterne i Middelfart.

Hun kræver en "klar undskyldning" fra Carsten Hansen.

Regionsrådsmedlem Frede Skaaning (S) mener, at sagen er skadelig for Socialdemokraterne og tror ifølge TV2/FYN, at den kan få betydning for partiets valg om fire år.

/ritzau/