Ole Birk Olesen fra LA var ikke vild med, hvad han hørte fra statsministeren om topskat mandag aften.

Regeringens støtteparti Liberal Alliance glæder sig over flere af de ting, som statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) sagde i sin tale mandag aften.

Statsministerens ord om blandt andet topskatten får dog ikke rosende ord med på vejen fra partiets finansordfører, Ole Birk Olesen. Han oplyser i stedet, at partiet nu internt vil diskutere, hvordan partiet vil forholde sig til det.

»Det vil vi snakke om med hinanden, og så vil vi melde ud om et par dage, hvad vi mener om det,« siger han.

Lars Løkke Rasmussen holdte mandag aften en tale på sin Facebook-side, hvor han fortalte om den såkaldte 2025-plan, som regeringen fremlægger tirsdag.

»Vi foreslår også en topskattelettelse på fem procentpoint. Ikke til direktøren med en årsløn på mange millioner, men til den brede gruppe af topskatteydere, nøglemedarbejdere og specialister, der tjener op til en million kroner om året,« siger statsministeren.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, har tidligere kaldt det et ultimativt krav, at topskatten lettes fem procent. Hvis ikke det sker, vil han vælte regeringen.

I sin tale oplyser Venstre-formanden og regeringslederen også, at det er regeringen plan at hæve det offentlige forbrug med 0,5 procent hvert år frem til 2025.

Det budskab kradser i ørerne på Ole Birk Olesen.

»Det er ærgerligt. Venstre gik jo til valg på, at en af verdens største offentlige sektorer ikke skulle være større. Der var vigtigere ting end det politiske, det var også vores synspunkt, og det er det fortsat. For de penge, Venstre vil bruge på at gøre den offentlige sektor større kunne jo være brugt til endnu større skattelettelser i bunden end det, Venstre lægger op til.«

»Vi synes, hver dansker skal have en skattelettelse på mindst 10.000 kr., og det tror jeg ikke regeringen kommer i nærheden af med dette,« siger Ole Birk Olesen, der også synes, at det er en »interessant nyskabelse at statsministeren kan holde en nytårstale, når han har lyst«.

Liberal Alliances finansordfører var glad for at høre statsministeren nævne, at det økonomiske incitament til at arbejde skal hæves, samt at der er stramninger på vej for at sænke antallet af asylansøgere.

»Det er alt sammen godt. Så er der det, han siger om topskatten. Der må man vente et par dage, før vi oplyser vores stillingtagen,« siger han.

/ritzau/