Med store bogstaver i en stor helsides-annonce i mandagens udgave af den britiske avis The Guardian bydes asylansøgere velkommen i Danmark. Det er Facebook-gruppen 'Velkommen til flygtninge - nej til Støjbergs skræmmekampagne', der står bag initiativet i den store britiske avis.

Annoncen er finansieret ved hjælp af private, danske bidragsydere, der er modstander af regeringens og integrationsminister Inger Støjbergs kommende annoncer, der skal advare flygtninge om at søge lykken i Danmark.

»Vi er rigtig glade for annoncen og den opbakning, vi har fået. Vi synes, det er gået rigtig godt,« siger facebook-gruppens talsmand, Marianne Rosenkvist, ifølge altinget.dk.

I annoncen sættes der fokus på en anden holdning til flygtninge i Danmark, end den regeringen står for.

»Kære medmenneske, der er en anden stemme i Danmark - en stemme, som repræsenterer fred, solidaritet og menneskelig anstændighed,« står der blandt andet.

Gruppen har samlet mere end 215.000 kroner sammen til kampagner, og de er ikke færdige efter dagens store helsidesannonce i The Guardan. I sidste uge havde gruppen en lignende annonce i Politiken. Lige nu pønser de på et åbent brev til integrationsministeren, hvor de vil appellere til at regeringen dropper de planlagte annoncer.

»Vi er også i gang med at skrive et åbent brev til integrationsminister Inger Støjberg (V), som handler om, at vi meget gerne vil have hende til at skrotte planen om at lave skræmmekampagner,« siger Marianne Rosenkvist til altinget.dk.

Det er ikke første gang, at modstandere af regeringens asylpolitik kommer Inger Støjberg i forkøbet. I sidste uge havde Michala Bendixen, talskvinde for Komitéen Flygtninge Under Jorden, et lignende indlæg i The Guardian, hvor med hun med syv punkter opfordrede flygtninge til at søge mod Danmark.

Facebook-gruppens annonce: