Dansk Folkeparti mener, at mediernes dækning af indvandrerkriminalitet er så elendig, at partiet nu lancerer deres egen podcast om emnet. 

Partiets medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen er derfor parat med en podcast, der er sprængfyldt med gruopvækkende historier om muslimske indvandreres kriminalitet i Europa. 

Samtidigt siger Anders Vistisen, at det er skandaløst, at medier som TV 2 og DR ikke har en decideret indvandringsredaktion. 

»Det er skandaløst, fordi det i høj grad er med til at skjule masseindvandringens negative konsekvenser for landene i Europa,« siger han. 

Der er da masser af dækning i medierne om, at især indvandrere fra islamiske lande er overrepræsenteret i adskillige kriminalitetsstatistikker?

»Ja jo, jeg synes svigtet er kommet i de seneste år, hvor dækningen er trådt i baggrunden. Man skal også huske, at statistikken rummer et stort mørketal, fordi mange efterkommere i tredje eller fjerde generation, optræder i statistikkerne som danskere, fordi de er blevet danske statsborgere,« siger Vistisen som fortsætter:

»Jeg oplever også, at medierne ofte fortier etniciteten på aktuelle kriminalitetssager. Nu helt aktuelt i sagen om den dræbte 13-årige pige fra Hjallerup.«

Det er vel ofte, fordi man enten respekterer et navneforbud i sagen eller beskytter mindreårige involverede?

»Det er helt relevant at beskæftige sig med etniciteten. Jeg mener godt, at man kan overholde reglerne og alligevel have en beskrivelse af det,« siger Vistisen. 

Vistisen siger, at podcasten har to formål.

»For det første vil jeg gerne sætte fokus på en lang række af de kriminalitetsformer, som er koblet til islam. Herunder terror, massevoldtægter, vold og lignende,« siger Anders Vistisen og fortsætter:

»Det andet formål er som sagt en opsang til medierne, fordi vi har masseindvandringsbølger og kommer til at se en masse af den slags her.«

Er der overhovedet nogle som helst positive historier med i din podcast?

»Ja, der kommer eksempler på nogle meget modige børn, som er brudt ud af en dominanskultur, hvor de er truet af genopdragelsesrejser, overgreb i forbindelse med æreskrænkelser og den slags.«

Det lyder som negative historier, bare forklædt som positive?

»Det synes jeg ikke. Jeg synes, det er positive historier om modige mennesker, der siger fra,« siger Vistisen. 

Podcasten hedder Pest over Europa, hvilket også er titlen en bog fra 1933, som Socialdemokratiets daværende chefideolog Hartvig Frisch skrev. Han skrev bare om nazismens indtog i Europa og ikke islam. 

Hvorfor hedder den det? Er muslimske indvandrere lige så slemme som nazisterne?

»Nu er den historiske reference jo en advarsel om totalitarismen i såvel kommunismen og nazismen. Jeg mener klart, at islamismen har samme totalitære tendenser og ødelæggende effekt i de lande, hvor den regerer,« siger Vistisen.

De første afsnit er ude torsdag. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen.