Tusindvis af danskere snyder sig selv for en alderdom med mere luft i økonomien til en ekstra tur sydpå eller til at kunne forkæle børnebørnene med lidt større jule- og fødselsdagsgaver.

En ikke ubetydelig andel af de cirka 2,4 millioner danskere, der har en obligatorisk firmapensionsordning inklusive forsikring mod erhvervsevnetab og død, er nemlig overforsikrede og kan med fordel flytte penge fra forsikringsdelen til pensionsopsparingen og dermed booste deres pensionsopsparing med 50.000-60.000 kroner. Det viser beregninger fra Danica Pension.

Alene blandt Danica Pensions omkring 600.000 kunder er 25.000 kunder overforsikrede mod erhvervsevnetab, oplyser pensionsselskabet.

»Som tommelfingerregel er man overforsikret mod erhvervsevnetab, hvis man har en samlet dækningsgrad på mere end 80 procent af sin nuværende løn,« siger direktør i Danica Pension Per Klitgaard.

Fidusen er nu at nedsætte betalingen på forsikringen mod erhvervsevnetab, så man for eksempel går fra en dækningsgrad på samlet 90 procent til de anbefale 80 procent og derpå placere de sparede penge på forsikringen i sin pensionsopsparing.

Det drejer sig som oftest om nogle få hundrede kroner om måneden, men flytter man bare 100 kroner over på sin pensionsopsparing om måneden fra man er 40 år til 65 år, vil man ifølge Danica Pension have omkring 50.000 kroner ekstra på sin pensionsopsparing, når man har haft sin sidste arbejdsdag.

»For os handler det om at give kunderne den bedst mulige service og rådgivning. Vi synes, at vi har en pligt til at rådgive vores kunder og gøre dem opmærksomme på det, hvis de er overforsikrede. Det skulle selvfølgelig gerne betyde, at vi har glade kunder, og glade kunder er også kunder i morgen,« siger Per Klitgård.

Før man ændrer i sin forsikring for erhvervsevnetab, skal man ifølge den uafhængige finansielle ådgivningsvirksomhed Uvildige.dk imidlertid være opmærksom på, at ens pensionsselskab kan kræve, at man afgiver nye helbredsoplysninger, hvis man på et senere tidspunkt ønsker at øge dækningen igen.

»Er ens helbred forværret i den mellemliggende periode, kan det betyde, at selskabet slet ikke vil tegne en forsikring mod erhvervsevnetab eller død, dyrere præmie, eller at selskabet indsætter nogle klausuler, der forringer din dækning, siger Brian Stjernholm, direktør og rådgiver i Uvildige.dk.

Han tilføjer, at man altid bør tilpasse sine forsikrings- og pensionsforhold til sin aktuelle livssituation:

»Er man ung, uden børn og bor til leje, har han ikke samme brug for en livsforsikring eller forsikring mod erhvervsevnetab som en mor eller far, der skal kunne forsørge sine børn og blive boende i huset, hvis den ene af forældrene går bort eller mister sin erhvervsevne. Når man nærmer sig pensionsalderen og måske har betalt huset ud, har man heller ikke samme forsikringsbehov og vil med fordel kunne spare flere penge op til pensionen i stedet.«

Danica Pension har en målsætning om, at op mod hver femte af de 25.000 kunder, der er overforsikrede, får tilrettet deres forsikrings-og pensionsforhold, når de i løbet af de kommende dage modtager en mail med en anbefaling om at tjekke deres pensionsordning. Sidste gang, Danica Pension henvendte sig til sine kunder på denne måde, fik 10-15 procent af kunderne optimeret deres pension og forsikringer.

38-årige Camilla: Hver en krone tæller i alderdommen

Hun drømmer om at rejse. Om at have rigelig tid til at slappe af i sommerhuset i Jægerspris ved Frederikssund. Om at kunne forkæle sig selv og sine nærmeste lidt ekstra. Alderdommen skal være en god tid, hvor der også er plads i økonomien til det sjove.

Derfor tøvede den 38-årige kontorassistent Camilla Breck Kjeldbjerg, som bor sammen med sin mand og 10-årige søn i hus i Frederikssund, heller ikke med at løbe sin pensionsordning igennem, da hun for et års tid siden blev kontaktet af sit pensionsselskab Danica Pension. Hun tastede sig hurtigt igennem det digitale pensionstjek. Resultatet overraskede hende.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jamen, det viste, at jeg betalte mere,end jeg behøvede til forsikringen for erhvervsevnetab, og at jeg kunne få væsentlig flere penge mellem hænderne som pensionist, hvis jeg i stedet flyttede nogle af de penge over på min pensionsopsparing.«

Helt konkret betalte hun hver eneste måned 212  kroner mere, end hun behøvede til sin forsikring for erhvervsevnetab. Heraf valgte hun efter anbefaling fra sit pensionsselskab at bruge 90 kroner om måneden på at forbedre sin dækning ved død og at flytte 121 kroner til sin pensionsopsparing om måneden.

121 kroner om måneden lyder måske ikke af meget, men det betyder, at Camilla Breck Kjeldbjergs pensionsopsparing vil være vokset med ekstra 55.000 kroner, når hun om 29 år går hjem fra arbejde for allersidste gang.

»Det var fedt for en gangs skyld at få noget ud af sådan et tjek. Jeg har ikke så meget forstand på pension, så det var en god måde at få det gjort på. Man tænker jo ikke så meget over, at nogle få hundrede kroner kan blive til så mange penge,« siger hun og tilføjer, at hun hellere vil have pengene - de 212 kroner, hun var overforsikret med -  bundet i sin obligatoriske pensionsordning end selv at kunne disponere helt frit over dem.

»På den her måde sparer jeg nogle penge op, som jeg ikke ikke mangler i hverdagen, og så er de låst, til jeg går på pension. Det er jeg glad for. De 121 kroner om måneden, jeg sparer op ekstra hver måned på min pensionsopsparing bliver til omkring 2.200 kroner om året, når jeg går på pension. Man vil jo gerne nyde livet lidt, når man går på pension. Måske tage lidt ud at rejse, og det er jo ikke fordi, man har har meget at rutte med som pensionist. Hver en krone tæller i alderdommen, og 2.200 kroner er jo faktisk nok til en flybillet.