Det kan blive den tredje titel hinsidan for den danske landsholdsspiller i bordtennis.

Kasper Sternberg kan lørdag blive tredobbelt svensk mester i bordtennis for hold.

Den danske landsholdsspiller kæmper om titlen for den skånske klub Eslöv, der vandt 3-1 i den første kamp i Söderhamn.

- Vi er favoritter, men det bliver en tæt og hård kamp. Taber vi, er der en ny chance i en tredje og afgørende kamp i Eslöv 28. maj, siger Kasper Sternberg.

Den 24-årige tidligere EM-sølvvinder i double med Bundesligaspilleren Jonathan Groth har to gange tidligere vundet det svenske mesterskab med Eslöv og har desuden en andenplads.

- Jeg spiller også i Eslöv næste år. En meget professionel klub, som skal være med i Champions League, siger han.

I den første kamp om titlen i en af Europas stærkeste ligaer vandt Kasper Sternberg 3-0 over Viktor Brodd.

Stjernen på det skånske hold er kineseren Xu Hui.