En 26 år lang landsholdskarriere sluttede for 44-årige Allan Bentsen.

Det blev ikke den testimonialkamp, Allan Bentsen have drømt om, da han tirsdag i EM-kvalen mod Slovenien i Roskilde Kongres- og Idrætscenter takkede af på landsholdet efter 26 år.

Den 44-årige fighter blev hyldet inden kampen for en enestående indsats i de danske farver, men blev slået i begge sine kampe i det danske 1-3 nederlag.

Han åbnede med skuffende 0-3 mod den defensive slovener Sas Lasan, men spillede sig op i den sidste kamp, hvor han blev slået 1-3 af verdensranglistens nr. 35, Bojan Tokic, der var landskampens store oplevelse.

- Allan var ofte haft problemer med defensive spillere. Bagud 0-1 lå det i luften, at det ville blive meget vanskeligt, siger sportschef Peter Sartz.

Danmarks eneste sejr sørgede Kasper Sternberg for, da han reducerede til 1-2 med 3-0 sejr i tredjesinglen over Jan Zibrat.

- Vores chance for at avancere til A-gruppen i næste års EM i Wien er minimale. Nu handler det om at spille de unge spillere ind, siger Peter Sartz.

Michael Maze blev skånet og deltager den kommende weekend i Shanghai i kampen mellem Kina og resten af verden. Her er han på hold med tyskerne Timo Boll og Dimitrij Ovtcharov.