Gamle har lige så meget ret og lyst til sex som alle andre, mener porno-mormor.

Rynkerne skal ikke holde hende tilbage. Hanne Christensen er både mormor og ponomodel. Det har hun været, siden hun som 42-årig fik sklerose og måtte opgive sit serveringsjob på grund af problemer med benene.

Nu drømmer hun om at gøre nytte på de danske plejehjem ved at ligge krop til film specielt egnet til ældre. Sammen med sin fem år ældre ægtemand vil hun med glæde være med i film, hvor handlingen foregår på et plejehjem, og hvor filmene skal ende med at ligge på plejehjemmene til fri afbenyttelse.

»Jeg kunne godt tænke mig, hvis man på plejehjemmene kom lidt mere ind i den såkaldte forbudte verden. Det kan jo godt være, at det er dét, som de ældre sidder og har aller mest lyst til i stedet for at sidde og fylde sig med alle de piller,« siger Hanne, der tror, at de ældre ville kunne relatere sig mere til handlingen, hvis man brugte modeller på hendes alder i stedet for de unge i 20'erne.

»Så vil det også blive mere legalt for dem at se filmene. Og det er jo slet ikke urealistisk. Jeg har en mand, som altid siger, at han ikke holder op, selvom om han kommer på plejehjem,« siger Hanne, som endnu ikke har ført sin drøm ud i virkeligheden. Men det ser ud til, at der ikke behøver gå så lang tid, før der ligger pornofilm for ældre på hylderne.

Porno-producent Michael Zile er nemlig meget begejstret for ideen, selvom det normalt er ung-pigebryster og spænstig hud, som fylder mest i hans film.

»Den slags film kunne jeg nemt forestille mig at lave. Lige nu er vi igang med at forberede optagelserne til en film for handicappede med handicappede. Det ville også være en god ide at lave noget for ældre, hvor handlingen foregik på et plejehjem.

De ældre har jo også et seksualliv, og i mine øjne har alle ret til det. Det er bare et tabu, at ældre også kan have det,« siger porno-pruducenten, som synes, det er en god ide, at bruge skuespillere, som er oppe i årene, til den slags film.

»De ældre vil have nemmere ved at relatere sig til en ældre person end til en 20-årig pornostjerne, fordi det ligger tættere på deres virkelighed og hverdag,« siger han.

Sexolog og brevkasseredaktør, Joan Ørting, synes også, det er et godt initiativ at lave pornofilm til ældre, men hun frygter, at det ikke vil blive populært hos de ældre mænd, som sidder alene på plejehjemmene.

»Ældre mænd har ikke lyst til at se på ældre damer. Mænd er meget visuelle. De tænder på dét, de ser, og unge kvinder har jo på en eller anden måde mere udstråling end ældre. De vil nok helst have pornofilm med ældre mænd og kvinder i 30'erne,« siger Joan Ørting, som tilgengæld tror, at filmene vil falde i god smag hos de ældre ægtepar, som stadig har hinanden.

»Det ville være fantastisk for dem. Så ville de kunne blive inspireret til, at det er normalt at dyrke sex som gammel. Man kan oven i købet få mere ud af det, fordi der ikke er så mange præstationskrav,« siger brevkasseredaktøren, som også modtager breve fra ældre om seksuelle lyster. Hun er ikke i tvivl om, at det seksuelle varer ved hele livet.

Det er Hanne Christensen heller ikke.

Pornoen har været en vigtig del af hendes liv, siden sklerosen tvang hende væk fra sit normale job som servetrice.

»Jeg kunne pludselig ikke bruge mine ben, som jeg plejede at gøre. Men så fandt jeg ud af, at jeg godt kunne bruge mine ben på en anden måde,« fortæller Hanne, som er så træt af den dobbeltmoral, der er omkring pornoen, at hun har valgt at stille sig frem i offentligheden med det. Man kan blandt andet se hende i talkshowet »Line's« den 19. februar, hvor det handler om pornomodeller. Gamle som unge.

Hanne selv var 42 år, da hun gik ind i branchen sammen med sin mand. Deres første job fik de ved at ringe på en annoce, som søgte unge porno modeller. Parret kom til prøvefilmning, og på trods af deres alder, var filmholdet så tilfredse med, hvad de så, at der fulgte mange film efter deres debut.

»Jeg syntes, det var dejligt fra første gang. Jeg kunne mærke, at der skete et eller andet i mig. Jeg havde troet, jeg ville få det dåligt med det, men i stedet fik jeg det godt,« fortæller Hanne, som kun én gang har lavet en film uden sin mand. Og det var ikke nogen succes.

»Vi er bedre til at gøre det sammen,« siger hun.

Parrets datter ved godt, hvad hendes forældre laver. Men hun har aldrig fået det af vide.

»Det er ikke noget, vi snakker om, og jeg ved faktisk ikke, hvordan hun har fundet ud af det. Jeg må sige, at hun synes, det er noget mærkeligt noget, og hun har da også været irriteret over det, men hun har sit liv, og vi har vores. Hvis det havde været hende, ville jeg være stolt af hende. Nøjagtig som hvis hun havde siddet på et kontor,« siger Hanne, som har holdt pause i de sidste tre år. Nu drømmer hun om at komme igang igen med den ny genre for ældre.

For hende vil det både være et arbejde og en god gerning.