TV-udbyderen Viasat og selskabet Dansk Bredbånd har indgået aftale om at levere Viasat-kanaler til fibernet fra 19 elselskaber.

TV-udbyderen Viasat har indgået en aftale med selskabet Dansk Bredbånd, der betyder, at Viasat-kanalerne fremover kan nå ud på fibernet hos 11 fibernetselskaber fra i alt 19 elselskaber. Dermed vil cirka 100.000 husstande i første omgang kunne få kanalerne på bredbånds-tv. På længere sigt vil over én million husstande landet over kunne se kanalerne via elselskabernes fibernet.

- Aftalen kommer til at revolutionere tv-markedet i Danmark, fordi vi har skabt et reelt og meget attraktivt alternativ til kabel-tv, som har domineret udviklingen i en årrække, siger Michael Buchholz, direktør i Dansk Bredbånd.

De 19 elselskaber, der får Viasat i nettet, forsyner tilsammen 70 procent af elkunderne./ritzau/