Det amerikanske senat vedtager med stort flertal den økonomiske redningsplan til godt 3.500 mia. kroner. Planen bliver nu sendt tilbage til Repræsentanternes Hus.

Det var som at tage levertran. Hold dig for næsen, tænk på noget andet - og ned med det.

Ingen medlemmer af det amerikanske senat var lykkelige over at skulle bruge godt 3.500 mia. kroner på en økonomisk redningspakke, og de fleste af dem sagde også ligeud, at deres ja-stemme var mere end modstræbende, men i sidste ende gjorde de, hvad de følte de skulle gøre.

Se video fra senatet her

Tidligt torsdag morgen dansk tid vedtog de redningsplanen - med stemmerne 74 for og 25 imod.

- Alternativet er en økonomisk katastrofe, sagde demokraternes leder i Senatet, Harry Reid.

Læs mere nedenfor

150 milliarder dollar i skattelettelse
- Vi er nødt til at få den amerikanske økonomi til at fungere igen, sagde den republikanske leder, Mitch McConnell.

Dermed har finanskrisen slået endnu en kolbøtte.

Mandag nedstemte et snævert flertal i Repræsentanternes Hus redningsplanen, og straks styrtdykkede Dow Jones aktieindekset med 777 point - det største nominelle dyk nogensinde.

Tirsdag morgen begyndte det andet kammer i Kongressen, Senatet, så at arbejde med sin version af planen, bl.a. tilføjede senatorerne en række populære forslag, bl.a. et forslag om at statssikre bankindlån op til 250.000 dollar og et forslag om skattelettelser for virksomheder og enkeltpersoner for 150 mia. dollar, og da det kom til afstemningen i morges, var der ingen spænding om udfaldet.

Køligt håndtryk
Begge partilederne i Senatet og alle de toneangivende senatorer, bl.a. Hillary Clinton, stemte for, og begge præsidentkandidaterne - Obama og McCain - havde afbrudt deres valgkampagne og var tilbage i Senatet for at stemme for.

McCain talte ikke, men Obama holdt en 16 minutter lang tale, hvor han bl.a. sagde, at "vi kan ikke risikere, at den amerikanske økonomi og verdens økonomi falder ned i et dybt, dybt hul. Jeg siger til demokrater og republikaner, som har været imod planen: Lad os gå til biddet og gøre, hvad der er rigtigt at gøre."

Obama krydsede også over i den anden side af senatssalen for at hilse på McCain, men ifølge amerikanske medier fik han kun et køligt blik og et afmålt håndtryk.

Nu bliver Senatets redningsplan så sendt tilbage til Repræsentanternes Hus, og tilhængerne håber, at de tilføjede forslag om skattelettelser og sikkerhed for indlån vil få især republikanske skeptikere til at genoverveje deres stemme.

I aftes tilkendegav tre republikanske nej-stemmer i Repræsentanternes Hus, at de ville ændre deres stemme til et ja. Der skal flyttes i alt 12 stemmer for at få planen vedtaget. Først når planen er vedtaget i begge kamre, kan den sendes til præsidenten til underskrift.

Samtidigt med spillet om planen foregår der også et politisk spil. Demokraterne forsøgte i morges at få det til at se ud som om, at det var Barack Obamas skyld, at der nu var bevægelser i forhandlingerne og i planen.

- Vi kan takke senator Obama for udviklingen, sagde kongresmedlem Jesse Jackson Jr. således.

Redningsplanen kommer formentlig til afstemning i Repræsentanternes Hus i morgen, fredag.