Antallet af "enarmede tyveknægte" runder 23.000. Staten scorer jack-pot.

Antallet af spillemaskiner i Danmark har i april rundet 23.000 efter en støt stigning i de seneste år, oplyser Spillemyndigheden under Skatteministeriet. Og staten scorer jack-pot på de "enarmede tyveknægte" og lignende spillemaskiner.

Statskassen står i år til at få en rekordstor gevinst på dels en generel afgift på alle møntindkast, dels på sine egne spillehaller under Dansk Tipstjeneste.

De statslige og private spillemaskiner indbragte i 2005 statskassen i alt 750 millioner kroner i form af den godt 40 procent store afgift på omsætningen. For to år siden skæppede afgiften med 605 millioner kroner.

Hele branchens omsætning var sidste år på 1,8 milliarder kroner.

/ritzau/