Siemens Wind Power er ramt af amerikansk nedtur og manglende fodfæste på det kinesiske marked, vurderer analytiker.

Siemens Wind Power fyrede her til eftermiddag 400 medarbejdere på fabrikkerne i Aalborg, Brande og Engesvang, og det hænger ikke mindst sammen med nedturen i USA. Det vurderer vindmølleanalytiker Henrik Breum fra Danske Markets Equities.

- Siemens Wind Power havde sidste år et fantastisk år i USA, og det er klart det marked, der er ramt af problemer. Det handler ikke så meget om at finde projektfinansiering, men problemet i USA er en tilskudsordning til vindenergi. Der er nogle problemer i øjeblikket med den måde, som ordningen er skruet sammen på, siger Henrik Breum.

Der er dog udsigt til, at vindmøller igen bliver efterspurgte i USA, men der skal styr på tilskudsordningerne.

- Vi tror på, at det amerikanske marked kommer igen med de planer, som den nye administration har. Men på den korte bane bremser markedet kraftigt op, siger Henrik Breum.

Han peger også på, at selv om Siemens har planer om at komme ind på det kinesiske marked, er det endnu ikke sket.

- Siemens har ikke noget eksponering det kinesiske marked. Det kræver lokal produktion, som Siemens ikke har fået op at stå endnu, siger analytikeren.

Det betyder også, at konkurrenten Vestas er et skridt foran.

- Vestas har en klar fordel, fordi de er etableret i Kina, siger Henrik Breum.

/ritzau/