____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En række af den krakkede Roskilde Banks topfolk er blevet meldt til politiet for skyldnersvig, der kan give halvandet års fængsel.

Det kan BT fortælle onsdag - samme dag som en længe ventet rapport om finanskrisens bankskurke bliver offentliggjort.

Baggrunden for politianmeldelsen, der er indgivet til Midt- og Vestsjællands Politi 21. august i år, er en artikelserie i BT, hvor avisen kunne fortælle, at flere tidligere bestyrelses- og direktionsmedlemmer har skippet deres formuer over til deres ægtefæller. De har altså lavet den såkaldte ‘konefinte’ og ejer i dag ikke længere de huse, de selv bor i.

Overdragelsen er sket inden erstatningssagen, anlagt af staten, der kræver en mia. kr., mod dem ruller. Nu vil en advokat have politiet til at undersøge, om de tidligere bankbosser har overtrådt straffelovens § 283 om skyldnersvig.

Anvendt i mere end 80 år

- Mig bekendt har danske domstole ikke foretaget en bedømmelse af, i hvilket omfang anvendelsen af ’konefinten’ kan være en overtrædelse af straffeloven. Det er krænkende for retsbevidstheden, at de ansvarlige for bankkrak og måske navnlig disses advokater kan føre sig frem med, at familieformuerne er bragt i sikkerhed, idet man har benyttet sig af konefinten, siger advokat Michael Bjørn Hansen, der på vegne af en klient har indgivet anmeldelsen.

En af de anmeldte er den tidligere næstformand, Niels Krüger, der selv er advokat. Han tager anmeldelsen med ophøjet ro:

- Jeg kan slet ikke se, at der er sket noget strafferetligt problem, og jeg stiller mig noget uforstående overfor anmeldelsen. Jeg er ikke dømt for noget, og jeg har bare benyttet mig en bestemmelse, der helt lovligt er blevet brugt gennem mere end 80 år, siger Niels Krüger, der ikke tidligere havde hørt om anmeldelsen.

Han tilføjer:

- Så længe vi ikke er dømt for noget, kan der i min verden ikke være tale noget svigagtighed, og jeg forstår ikke anmeldelsen. Derfor tror jeg også, at politiet når frem til at afvise sagen, simpelthen fordi vi ikke er dømt for noget.

Men modparten, advokat Michael Bjørn Hansen, slår fast:

- Anvendelsen af konefinten er både en provokation og et bedrag overfor alle dem, der har tabt penge på Roskilde Bank. Eksperter har tidligere vurderet, at man i tilfælde af at Roskilde-toppen taber sagen mod staten måske vil kunne erklære ’konefinterne’ ugyldige.

I dag bliver Rangvid-udvalgets rapport om årsagerne til den danske finanskrise fremlagt. Siden januar 2012 har udvalget med formand, CBS-professor Jesper Rangvid i spidsen, kulegravet bl.a. den danske banksektor for at kunne kortlægge, hvad der sendte Danmark ud i det voldsomme finansielle stormvejr 2008.

Roskilde Bank knækkede nakken for fem år siden. Det forventes rapporten også stiller skarpt på, hvad der foregik i Roskilde Bank op gennem nullerne især.

Midt- og Vestsjællands Politi har ingen kommentarer til sagen.