Biotekvirksomheden Pharmexa har købt et norsk lægemiddel, der er under udvikling til bekæmpelse af kræft. Dermed venter man at nå hurtigere på markedet.

Den danske biotekvirksomhed Pharmexa har købt det lille norske selskab GemVax, der udvikler lægemidler mod kræft.

GemVax-midlet GV1001 skal af Pharmexa nu afprøves i et såkaldt fase 3-forsøg, og dermed er det danske selskab pludselig rykket tættere på at have et middel, der kan sendes på markedet, oplyser Jakob Schmidt, adm. direktør for Pharmexa.

- Det er en fantastisk chance for at tage et tigerspring fremad mod markedet. Alle biotekvirksomheder drømmer om komme i fase 3, men det er meget svært at finde fase 3-projekter, der er til at betale. Her har vi altså været heldige at finde et lille, upåagtet norsk selskab, der har nogle fantastisk flotte data, siger Jakob Schmidt.

GemVax har egentlig været en del af Norsk Hydro, men blev skilt fra i 2001, hvor Norsk Hydro forlod lægemiddeludvikling som område./ritzau/