Politidirektør må høre for sin perle-kommentar

Knaldperlen, Perleportens vogter og Perlepladen er blot tre af de 32.882 personer, der har meldt sig ind i facebook-gruppen 'Jeg er også en perle'. En gruppe for folk, der bruger humor til at kommentere politidirektør Hanne Bech Hansens forklaring om, at betjent sagde 'perle' og ikke 'perker' til en ung demonstrant.

Hovedpersonen selv er ved at være godt træt af situationen.

- Hvis man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft, ville jeg gøre det. Jeg må høre for det overalt, hvor jeg kommer frem, siger politidirektøren.

- I begyndelsen fik hun et hav af vrede kommentarer fra folk. Dem får hun ikke så mange af mere, men kommentarer får hun. I rigt mål.

-Torsdag skulle jeg deltage i en indvielse, og jeg måtte høre for det overalt. 'Hej Perlemor', råber folk, når jeg kommer gående. Alle snakker om det, og jeg tror også, det blev nævnt i alle de officielle taler, fortæller Hanne Bech Hansen.

Hun undrer sig over, at kommentaren har skabt så stor furore, for det var nærmest det modsatte, hun ville opnå. Hun ville forhindre, at folkedomstolen på forhånd skulle dømme en betjent - det er Statsadvokatens opgave.

Men der er efter Hanne Bech Hansens egen opfattelse også kommet noget positivt ud af hele miseren.

- Jeg har altid været i tvivl om, hvad jeg skulle svare, når jeg er blevet spurgt om, hvad jeg helst vil huskes for, når jeg går på pension. Det tror jeg ikke længere, der er nogen tvivl om, siger politidirektøren.