En filminstruktør kunne ikke have instrueret scenen flottere, da 24-årige Pelle Hvenegaard og 31-årige Lotte Svendsen i flagrende hvid kjole går kørte fra bryllupsgæsterne på bagsmækken af en slidt, rustrød Ferguson-traktor i det bølgende, nordjyske sensommer-landskab.

Tilbage stod gæsterne - bl.a. veninden Sidse Babett Knudsen, underskøn stjerne i "Den Eneste Ene" - og jublede henrykt.

Og kysset blev der på traktoren, som hoppede pruttende af sted med Pelles morfar ved rattet.

En time forinden havde det været en lykkelig, men også synlig bevæget Pelle, som ankom til Hjortdal Kirke, en gammel middelalderkirke, der ligger på toppen af en bakke i det nøjsomme vestjyske landskab syd for Blokhus.

"Jeg er skide nervøs," fastslog Pelle, som var barnestjernen i Bille Augusts Oscarbelønnede "Pelle Erobreren".

Han trippede nervøst rundt om sig selv, kæderøg og spejdede efter brudgommen Lotte. Hun er lige som Pelle noget ved filmen - og slog for alvor igennem som instruktør af "Bornholms stemme".

Det hjalp lidt på Pelles rastløse uro og nerverne, da hun dukkede op, og tog et fast greb i ham. Men følelserne fik atter frit løb, da parret kom ud fra kirken igen.

Pelle måtte tørre tårene af kinderne, da han smækkyssede sin Lotte, og risene begyndte at hagle ned over de to.

Parret faldt for hinanden med et brag for et lille år siden, og siden har de været uadskillelige.

Bryllupsrejsen bliver en weekend på Christiansø, mens bryllupsnatten bliver i "suiten" i et sommerhus med udsigt over Vesterhavet, som har været i Pelles families eje siden 1916.