De danske vognmænd mener, at det er absolut nødvendigt at få lov til at køre med større lastbiler, hvis eksportvognmændene skal have en chance i den internationale konkurrence.

I forbindelse med generalforsamlingen i Dansk Transport og Logistik, DTL, lørdag havde vognmand Kim Johansen fra Greve parkeret sin nyeste lastbil foran Musikhuset i Esbjerg.

Lastbilen er 23 meter lang og dermed godt fire meter længere end tilladt i Danmark. Den udstillede bil plus ni andre skal bruges til luftfragt, som skal køres til Sverige og Finland.

Kim Johansen har søgt om dispensation til at køre fra Københavns Lufthavn i Kastrup ud på Øresundsbroen med den lange lastbil. I øjeblikket bliver vogntoget kørt til Sverige delt i to, hvor det samles, inden turen går til Göteborg, Stockholm eller Helsingfors. Lastbilen rummer 50 procent mere, end der kan være i danske lastbiler med de nuværende maksimummål.

- Også af hensyn til Københavns Lufthavns position som fragtterminal er det afgørende, at vi får tilladelse til at køre med de store biler. Hvis ikke risikerer lufthavnen at miste trafikken til Malmøs lufthavn Sturup, siger Kim Johansen og henviser til, at den amerikanske luftfragtgigant UPS er flyttet til Sturup.

De 10 kæmpelastbiler, som Kim Johansen International Transport A/S er ved at anskaffe, koster 1,5 mio. kr. stykket.

/ritzau/