Muligheden for at betjene sig selv via offentlige hjemmesider stiger fortsat - men mest i kommunerne, mens staten halter efter.

Samtlige kommuner tilbyder nu borgere og virksomheder at hente blanketter online. Det samme gælder for 84 procent af de statslige myndigheder. Der er tale om en lille stigning i forhold til 2007, oplyser Videnskabsministeriet. Det sker på baggrund af nye tal fra IT- og Telestyrelsen om den offentlige sektors brug af it i 2008.

Hvad angår borgernes mulighed for at indsende oplysninger direkte via hjemmesiden er dette steget til at vedrøre 91 procent af kommunerne mod før 83 procent. Muligheden for at se personlige data fra kommunens systemer er steget fra 20 til nu 32 procent af kommunerne.

- Det er glædeligt, at mulighederne for at betjene sig selv på nettet stiger støt. Vi må samtidig konstatere, at det især er kommunerne, som har førertrøjen på, når det gælder udvikling af nye digitale løsninger, siger videnskabsminister Helge Sander.

Han konstaterer, at de statslige myndigheder stort set ligger på samme niveau som året før.

- Så der er absolut plads til forbedringer på denne front, siger Helge Sander.

Hvad angår muligheden for at få en automatisk afgørelse med det samme er dette steget fra 29 til 31 procent i kommunerne og fra 18 til 21 procent for de statslige hjemmesider.

- Vi skal sætte alle kræfter ind på at udvikle løsninger, som kan spare arbejdskraft, når vi ved, at vi om fem til ti år kommer til at mangle ressourcer til at behandle sagerne, siger Helge Sander.

/ritzau/