Nu har McDonald's meddelt, at de sænker indholdet af transfedtsyrer i deres måltider til samme niveau som i Danmark på alle deres 6.300 europæiske restauranter, skriver Politiken søndag.

Kæden arbejder på at nå samme mål i USA. Kentucky Fried Chicken, der har 14.000 restauranter i og uden for USA har truffet en lignende beslutning.

»Det betyder, at man vil spare hundredtusindvis af menneskeliv i Europa og USA«, siger overlæge Steen Stender, amtssygehuset i Gentofte, til Politiken.

Han er hovedmanden bag en undersøgelse, hvor danske forskere har påvist, at indholdet af de syntetisk fremstillede transfedtsyrer, der øger risikoen for tidlig hjertedød, var 10 gange større i et solidt måltid på en McDonald's-restaurant i USA end på en tilsvarende i Danmark.

Steen Stender er overrasket, men glad for, at et dansk forskerhold kan få betydning for sundheden i hele verden.

»Det her er virkelig noget, der batter. Der er ingen forringelser af livskvaliteten, for det ændrer ikke på smagen«.

Men mens den danske standard på dette område nu er ved at blive eksporteret til USA, kæmper den danske regering for at bevare den danske standard, skriver Politiken.

Regeringen og Folketinget indførte i 2004 en lov, der begrænsede brugen af transfedtsyrer. Et syntetisk stof, fremstillet af industrien. Indholdet af transfedtsyrer i margarine, olie og andet fedt, der bruges i fødevarer, må efter de danske regler højst være to procent.

EU-kommissionen mener, at Danmark har indført en teknisk handelshindring, og den forbereder derfor en sag ved EF-domstolen mod Danmark.

Regeringen har dog meddelt, at den ikke har tænkt sig at ændre den danske lov, skriver Politiken søndag.